USA's tålmodighed er ikke uden grænser. Vi må nu vedtage de stærkest mulige sanktioner mod Nordkorea i FN's Sikkerhedsråd.
Det siger USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, under et hasteindkaldt møde i Sikkerhedsrådet. Her drøfter de 15 medlemslande, hvordan de skal reagere på Nordkoreas seneste atomprøvesprængning søndag.
- Nok er nok, siger hun.
Ifølge Haley "tigger og beder" Nordkoreas leder, Kim Jong-un, om krig.
- Vi ønsker ikke krig, men vores tålmodighed er ikke uden grænsen, siger hun.
Den kinesiske FN-ambassadør gentager et kinesisk-russisk forslag om, at Nordkorea fastfryser sit atomvåbenprogram til gengæld for, at Sydkorea og USA fastfryser deres fælles militære øvelser.
Men det havde Haley lige forinden afvist som en mulighed.
I stedet antydede hun - som præsident Donald Trump gjorde det søndag - at USA er klar til sanktioner mod lande, der handler mod Nordkorea.
Nordkorea største samarbejdspartner inde for handel er Kina. USA har dermed antydet, at sanktioner også kan komme til at ramme Kina.
/ritzau/