USA: Vi har ikke bombet i Irak

Pentagon afviser at have gennemført bombeangreb i Irak.

De titusindvis af civile har søgt tilflugt fra Islamisk Stat, der har udråbt et kalifat i dele af Syrien og store dele af Irak og fortsætter med at erobre land. (Foto: © Scanpix / AFP: MARWAN IBRAHIM)

DR citerede torsdag The New York Times for, at kurdiske myndigheder skulle have sagt, at USA har angrebet islamister i uroplagede Irak.

Men informationerne bliver dog pure afvist af det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skriver Reuters.

- Meldingerne i medierne om amerikanske luftangreb i Irak er helt og aldeles forkerte, skriver John Kirby fra Pentagon endvidere på Twitter.

New York Times har cirka 00.30 dansk tid præciseret oplysningerne og citererer Pentagon for at meddele, at bombeangrebene kan være udført af 'USA's allierede fra Irak eller Tyrkiet'.

40.000 er ved at dø af sult

De kurdiske myndigheder siger, at bomberne har haft som mål at ramme islamister fra Islamisk Stat, som har overtaget flere området i Irak og Syrien.

En kilde tæt på Iraks premierminister, Nuri al-Maliki, siger til New York Times, at Irak torsdag har konsulteret amerikanerne omkring et bombeangreb mod islamisterne i nord, hvorefter angrebene efter sigende begyndte. Men dette er ikke bekræftet af amerikanerne selv.

Ifølge CNN skal amerikanske fly på vingerne for i første omgang at kaste forsyninger ned til de mindst 40.000 med tilknytning til religiøse mindretal, der er ved at dø af sult og varme på en bjergtop i det nordlige Irak.

Overvejede angiveligt droneangreb

Allerede tidligere torsdag aften begyndte der at opstå rygter om amerikanernes mulige overvejelser omkring et bombeangreb mod Islamisk Stat.

New York Times skrev, at præsident Barack Obama overvejede mulighederne for et droneangreb i Irak, men Det Hvide Hus kunne ikke bekræfte oplysningerne.

New York Times skriver, at Obama er ved at forberede en udtalelse. Men det vides ikke, hvornår denne vil komme.

- Jeg udelukker intet, når det kommer til at hjælpe Irak med at håndtere oprørerne, sagde Obama for en måned siden.

Hvor han også udtalte, at USA er parate til at sætte militæret ind, hvis amerikanske interesser bliver truet i Irak.

Har udråbt kalifat

De titusindvis af civile i Nordirak har søgt tilflugt fra Islamisk Stat, der har udråbt et kalifat i dele af Syrien og store dele af Irak og fortsætter med at erobre land.

Islamisterne er trængt helt frem til de kurdiske områder i nord, skriver Ritzau. Og de mange flygtninge kan ikke komme væk, da Islamisk Stat har spærret områderne.

De truer med at slå de etniske mindretal ihjel eller vil tvinge dem til at konvertere til islam.

FN's Sikkerhedsråd har torsdag afholdt et hastemøde, hvor det er blevet diskuteret, hvordan omverdenen skal reagere på Islamisk Stats fremfærd, efter de har indtaget den største kristne by Qaraqoshi og andre kristne byer og sendt titusinder på flugt.

Opdateret fredag klokken 06.50.