USA: Rusland har skudt ind over grænsen til Ukraine

USA siger, at der findes beviser for, at Rusland har affyret artilleri mod ukrainsk militær i Ukraine.

USA har beviser for, at Rusland har affyret artilleri ind over grænsen til Ukraine for at ramme ukrainske militærposter i den igangværende konflikt mellem Ukraine og pro-russiske separatister.

Det oplyser Marie Harf, der er talskvinde for USA's udenrigsministerium.

Hun siger, at oplysningerne baserer sig på efterretningsrapporter fra området.

Kampvogne og raketudstyr sendt til Ukraine

Derudover siger USA, at det har beviser for, at Rusland har planer om at levere kraftigere raketaffyrringssystemer til separatisterne i det østlige Ukraine.

Ifølge USA har Rusland i løbet af de seneste dage sendt kampvogne, tunge våben og raketudstyr ind i Ukraine for at støtte prorussiske separatister.

Det militære udstyr har ifølge USA krydset grænsen mellem Rusland og Ukraine siden begyndelse af denne uge.

Også kamp om gassen

Samme meldinger har lydt fra den ukrainske regering.

I den østlige del af Ukraine kæmper prorussiske separatister og ukrainsk militær fortsat. Kampene har indtil videre kostet adskillige menneskeliv.

Derudover foregår der hårde forhandlinger mellem de to lande om gas. Rusland har oplyst, at landet lukker for gassen på mandag, hvis ukrainerne ikke betaler en del af deres milliardgæld.

/ritzau/