USA retter skarp kritik mod Rusland: I er med til at dræbe civile i Syrien

Russiske fly har ifølge USA fortsat luftangreb i Syrien, efter våbenhvile blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd.

Søndag er mindst 34 civile blevet dræbt i et luftangreb mod det belejrede Østghouta, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder. (Foto: © ABDULMONAM EASSA, Scanpix)

USA retter søndag den hidtil skarpeste beskyldning mod Rusland om landets medskyld i drab på civile i det østlige Ghouta i Syrien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Rusland er fortsat med at ignorere vilkårene (i våbenhvilen, red.) og dræbe uskyldige civile under falsk dække af antiterroroperationer, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse søndag aften dansk tid.

Det Hvide Hus skriver i sin meddelelse, at russiske fly har udført mindst 20 bombetogter dagligt i perioden mellem 24. og 28. februar.

FN's Sikkerhedsråd vedtog den 24. februar enstemmigt en resolution om en 30 dage lang våbenhvile i Syrien. Der har imidlertid været adskillige brud på den.

34 civile dræbt på én dag

Søndag er mindst 34 civile blevet dræbt i et luftangreb mod det belejrede Østghouta, der ligger lidt uden for Syriens hovedstad, Damaskus.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der får sine oplysninger via et netværk af kilder i Syrien, ifølge nyhedsbureauet AFP.

11 af de 34 dræbte civile er børn, tilføjer organisationen.

Ifølge de foreløbige oplysninger stod det syriske luftvåben bag det blodige angreb søndag.

- USA fordømmer den fortsatte militære offensiv, som Assad-regimet med støtte fra Rusland og Iran udfører mod befolkningen i det østlige Ghouta, udtaler Det Hvide Hus.

I meddelelsen drager USA paralleller til den militære offensiv i den syriske storby Aleppo i 2016, hvor et stort antal civile mistede livet.

- Det er den samme kombination af løgne og vilkårlig magtanvendelse, som Rusland og det syriske regime brugte til at isolere og ødelægge Aleppo i 2016, skriver Det Hvide Hus ifølge AFP.

/ritzau/