Kina offentliggjorde i går, at de indfører told på 128 amerikanske varer, og det får nu Det Hvide Hus op i det røde felt.
- I stedet for at gå efter amerikanske eksportvarer, burde Kina stoppe deres urimelige opførsel, som skader USA’s nationale sikkerhed og bringer globale markeder ud af balance, lyder det fra Lindsay Walters, der er talsperson for Det Hvide Hus
Den kinesiske told er blevet indført, efter USA’s præsident Donald Trump i sidste måned indførte en told på 25 procent på import af stål og ti procent på importeret aluminium.
Og Kina er ikke blege for at indføre told på flere varer, hvis USA vil gengælde gårsdagens ny toldsatser.
- Hvis de gør det, vil vi uden tvivl lave modsvar af samme størrelsesorden og af samme intensitet, siger Cui Tiankai, Kinas ambassadør i USA.
Rammer amerikansk landbrug
Størstedelen af de ny kinesiske toldsatser er rettet mod amerikansk landbrug. Det drejer sig blandt andet om svin, nødder og vin, som kineserne har indført en told på 15 procent på.
De kinesiske modsvar har sat sine spor på aktiemarkedet, hvor Dow Jones-indekset og Nasdaq faldt med henholdsvis 1,9 og 2,9 procent.
Donald Trump offentliggjorde i begyndelsen af marts, at USA ville indføre told på importeret stål og aluminium. Han forklarede, at det var for at beskytte den amerikanske økonomi.
Siden hen har Donald Trump blødt op over for en række allierede, som har fået at vide, de kan blive helt eller delvist undtaget. Det drejer sig om Canada, Mexico og EU.