USA og Tyrkiet forsøger at klinke skårene

USA og Tyrkiet prøver at normalisere det anstrengte forhold. Parterne mødes igen om en måned.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, og hans tyrkiske kollega, Mevlut Cavusoglu. (Foto: © CEM OZDEL, Scanpix)

Tyrkiet og USA har forsøgt at klinke nogle af de skår, der er opstået i de seneste uger, hvor Tyrkiet har sat en offensiv ind mod kurdiske styrker i Syrien.

I dag har topdiplomater fra Tyrkiet og USA samt landets to udenrigsministre holdt et møde i Ankara.

På et fælles pressemøde siger den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, at det er besluttet iværksætte en "normalisering" af forholdet mellem de to nationer.

I aftes mødtes Rex Tillerson også med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og havde ifølge en talsmand, der rejser sammen med Tillerson, "et åbent og produktivt møde".

Det er besluttet, at Tyrkiet og USA holder endnu et møde i midten af marts.

Siden et forsøgt statskup i 2016 i Tyrkiet har forholdet været vanskeligt. Tyrkiet har beskyldt USA for at have støttet kupforsøget.

I den seneste tid er forholdet mellem landene yderligere forværret, efter at Tyrkiet har angrebet kurdiske styrker, som den amerikanskledede koalition i Syrien støtter.

På pressemødet opfordrer Tillerson da også til, at Tyrkiet er tilbageholdende i dets operationer i Syrien og undgår yderligere eskalering.

Men på diplomatisk facon lyder det også fra Tillerson, at USA "anerkender Tyrkiets ret til at sikre sine grænser".

/ritzau/