Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har afsat flere dage til at tale med sin russiske modpart, Sergej Lavrov, når de to torsdag mødes i Geneve for at diskutere Syrien.
Samtidig er det kommet frem, at Kerry i Geneve skal mødes med FNs særlige udsending i Syrien, Lakhdar Brahimi, og at Kerry tager et hold amerikanske våbeneksperter med til møderne.
Er fleksible med varighed
Det forventes, at Kerry og Lavrov bruger i hvert fald to dage på at diskutere, hvordan man skal gå videre med at løse konflikten i Syrien, fortæller en talsmand fra Det Hvide Hus i Washington.
- Vi regner med, at det vil vare to dage. Det kan tage både kortere eller længere tid, og vi er helt klart fleksible, oplyser talsmanden.
Samme talsmand ved endnu ikke, om der er planlagt et møde mellem både Kerry, Lavrov og Brahimi.
Onsdag mødes de faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd ekstraordinært i New York for at drøfte, hvordan man mest effektivt kan udføre planen om at fratage Syriens dets kemiske våben og bringe dem under international kontrol.
Et lignende hastemøde var oprindelig planlagt tirsdag, men blev aflyst, da Rusland ikke kunne stå inde for den resolutionstekst, som Frankrig forinden havde fremlagt.
Sendt flere ideer
Ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass har russerne onsdag eftermiddag dansk tid sendt amerikanerne deres eget forslag til en resolution, som konkretiserer, hvordan de kemiske våben kommer ud af det syriske regimes hænder.
Talsmanden fra Det Hvide Hus siger dog, at russerne har fremlagt en række idéer snarere end en samlet løsning.
Amerikanerne er overbeviste om, at regimet i Syrien stod bag et giftgasangreb 21. august, som dræbte over 1400 mennesker.
/ritzau/Reuters