USA og Europa holder fast i Boeing-fly mens forbud spreder sig i resten af verden

Op mod 40 procent af flytypen Boeing 737 MAX 8 har nu fået flyveforbud.

Selskabet Aerolíneas i Argentina holder deres Boeing 737 MAX 8-modeller på jorden. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

I USA får Boeing-modellen 737 MAX 8 stadig lov til at lette trods to nedstyrtninger.

Det oplyser USA's transportminister, Elaine Chao.

Ifølge hende mener de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) fortsat, at flytypen Boeing 737 MAX 8 er flyvedygtig.

Det var et Boeing-fly af netop den type, som søndag styrtede ned i Etiopien. I alt 157 mennesker mistede livet.

- Hvis FAA opdager et problem, der påvirker sikkerheden, så vil ministeriet straks tage affære. Jeg vil gerne have, at folk ved, at vi tager de her hændelser, de her ulykker, meget seriøst, siger Elaine Chao.

Søndagens styrt var det andet flystyrt med den populære Boeing 737 MAX 8 på under seks måneder.

I oktober styrtede et fly ned i Indonesien. Her mistede i alt 189 personer livet.

Danmark læner sig op ad europæisk ordre

Her i Danmark skeler man til både de amerikanske (FAA) og europæiske (EASA) certificeringer af Boeings fly, forklarer Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

- Alle trafikfly er certificeret af et system eller en myndighed. I det konkrete tilfælde har denne flytype blandt andet en FAA-certificering og en EASA-typecertificering, siger kontorchef Michael Dela i en skriftlig udtalelse.

Det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, EASA, udsendte mandag en pressemeddelelse, hvor der står, at agenturet er i tæt kontakt med FAA og fabrikanterne af flyet, men at luftfartsmyndigheden har ikke "groundet" det, altså beordret flytypen til at holde sig på jorden.

Mens USA og Europa stadig lader Boeing-modellen komme på vingerne, har flyselskaber verden over midlertidigt indstillet brugen af den, indtil der er klarhed over årsagen til Etopien-ulykken.

Herunder kan du se, hvor flyet er på standby:

OVERBLIK: De her flyselskaber holder modellen på jorden

  • Aerolíneas Argentinas fra Argentina.

  • Aeroméxico fra Mexico.

  • Cayman Airways fra britiske Caymanøerne.

  • Comair fra Sydafrika.

  • Eastar Jet fra Sydkorea.

  • Ethiopian Airlines fra Etiopien.

  • Gol Airlines fra Brasilien.

  • MIAT Mongolian Airlines fra Mongoliet.

  • Royal Air Maroc (RAM) fra Marokko.

  • Jet Airways fra Indien.

  • Myndighederne i både Kina, Indonesien og Australien har beordret alle sine luftfartsselskaber til midlertidigt at holde Boeing 737 MAX på jorden.

  • Luftfartsmyndighederne i Singapore suspenderer alle landets Boeing 737 MAX 8-fly fra tirsdag eftermiddag klokken 14 lokal tid og forbyder fly af denne type i singaporeansk luftrum.

/ritzau/