USA og allierede indleder øvelse i sporing af nordkoreanske missiler

USA, Japan og Sydkorea har indledt fælles øvelser i at spore ballistiske missiler affyret fra Nordkorea.

De fælles øvelser bliver indledt, mindre end to uger efter at Nordkorea testede et nyt interkontinentalt, ballistisk missil. (Foto: © KCNA Via KNS, Scanpix)

USA, Sydkorea og Japan har her til morgen indledt fælles træning i at spore missiler affyret fra Nordkorea.

Det oplyser det sydkoreanske militær.

De fælles øvelser bliver indledt, mindre end to uger efter at Nordkorea testede et nyt interkontinentalt, ballistisk missil. Det kan ifølge styret selv ramme alle steder på det amerikanske fastland.

Øvelserne vil finde sted over de næste to dage. Det er de sjette fælles militærøvelser, som de tre lande har gennemført siden juni.

- Under øvelsen vil Aegis-krigsskibe fra hvert land simulere en sporing af et potentielt ballistisk missil fra Nordkorea og dele informationerne, lyder det i en meddelelse fra Sydkoreas forsvarsministerium.

To amerikanske krigsskibe deltager i øvelserne, mens et enkelt fartøj fra henholdsvis Japan og Sydkorea deltager.

USA og Sydkorea gennemførte i sidste uge den hidtil største fælles militærøvelse med kampfly. Det skete som en magtdemonstration over for Nordkorea, der gentagne gange har trodset FN-resolutioner og internationale sanktioner i forbindelse med regimets våbenprogram.

Sidste måneds testaffyring af et ballistisk missil var den første våbentest i Nordkorea siden 15. september.

Den forpurrede dermed håbet om, at det isolerede regime havde indstillet sine våbentest for at holde døren åben for diplomatiske forhandlinger.

/ritzau/AFP