Israelsk militær siger nu, at det sandsynligvis var deres soldater, der skød og dræbte den tyrkisk-amerikansk kvinde Aysenur Ezgi Eygi, mens hun protesterede mod de israelske bosættelser på den besatte Vestbred.
Det israelsk militær siger ifølge Reuters, at hendes død var utilsigtet og beklager, at det er sket.
Skudepisoden fandt sted i den nordlige del af Vestbredden i byen Beita i sidste uge, og dødsfaldet blev både bekræftet af de tyrkiske og amerikanske myndigheder.
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, siger ifølge nyhedsbureauet, at drabet var "grundløst og uberettiget". Desuden siger han, at sagen viser, at israelsk militær bliver nødt til at foretage fundamentale ændringer i sin magtanvendelse.
- Ingen som helst skal skydes og dræbes for at deltage i en demonstration. Ingen skal risikere sit liv for at udtrykke deres holdninger, siger Antony Blinken ifølge Washington Post.
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har også fordømt drabet. Han siger, at Tyrkiet på alle måder vil fortsætte med at stoppe Israels krig mod palæstinenserne.
Drab skete under demonstration
Allerede i fredags lød det fra tyrkiske og palæstinensiske myndigheder, at det var det israelske militær, der stod bag drabet på den 26-årige kvinde.
Det skete angiveligt, da hun var med i en demonstration mod de israelske bosættelser. Siden har det israelske militær undersøgt sagen nærmere, hvor man kalder demonstrationen, den 26-årige deltog i, for voldelig.
Ifølge det israelske militær, IDF, foregik der afbrændinger af dæk, og der blev kastet med sten mod de israelske styrker.
- Undersøgelsen viste, at det er højest sandsynligt, at hun blev ramt indirekte og utilsigtet af IDF-skud, som ikke var rettet mod hende, men mod hovedstifteren af optøjerne.
- IDF udtrykker dets dybeste beklagelse over Aysenur Ezgi Eygis død, skriver IDF ifølge Reuters.
De israelske myndigheder har bedt de palæstinensiske myndigheder om at udføre en obduktion af kvinden.
Sagen om den 26-årige kvinde fik også FN til at gå ind i sagen. Her krævede FN en fuld undersøgelse af, hvad der skete.
Aysenur Ezgi Eygi, som havde både amerikansk og tyrkisk statsborgerskab, dimitterede for nylig fra University of Washington i Seattle, hvor hun studerede psykologi og mellemøstlige sprog og kulturer.