USA's præsident Donald Trump blev siddende i sin stol, da han i nat mødte Nordkoreas leder, Kim Jong-un til forhandlinger på tomandshånd.
Og dermed var mødet en succes i Trumps perspektiv, vurderer USA-korrespondent i DR Nyheder, Steffen Kretz.
Trump havde på forhånd varslet, at han meget hurtigt ville forlade mødet, hvis han fornemmede, at Kim Jong-un ikke var oprigtigt forpligtet på at skabe fred.
- De har næppe udvekslet andet end høflighedsfraser, men de kom glade ud bagefter, siger Steffen Kretz.
Kommer til at tage år
Og meget andet skal man ikke forvente, at der kommer ud af dagens historiske topmøde.
- Det, der sker i dag, er, at man indleder en personlig dialog og får brudt isen. Man får måske nogle af fjendebillederne til at forsvinde og får startet en samtale, som sikkert kommer til at tage år fremover.
Amerikanernes ultimative mål er, at Nordkorea skal opgive landets atomvåben, hvorved en betydelig trussel mod USA forsvinder. Men Donald Trump har før dagens topmøde tilkendegivet, at det vil være "en proces" at nå målet.
Presset hjemme
Men det er vigtig for Trump, at han allerede senere i dag kan præsentere topmødet som en succes.
- Trump ser topmødet som en mulighed for at skrive historie. Inden han trådte til, talte han om at skabe fred i Mellemøsten - det er han ikke kommet så langt med endnu. Men nu er den her mulighed opstået, og den har han grebet, siger Steffen Kretz.
- Trump er presset på mange fronter hjemme i USA. Der er Rusland-undersøgelsen og et midtvejsvalg om få måneder, hvor hans parti risikerer at tabe flertallet i Kongressen. Så det vil være en stor succes, hvis han kan komme tilbage og sige, at han har gjort noget, som ingen har gjort før.