USA-korrespondent: Hillary Clinton står stærkt frem mod valget

Hillary Clinton er storfavorit til at blive Demokraternes præsidentkandiat næste år. Men hun bliver nødt til at lægge afstand til en upopulær Obama.

Hillary Clinton, hvis valgapparat er velsmurt og har kørt længe, er storfavorit til at vinde sit partis nominering som præsidentkandidat. (Foto: © PAUL J. RICHARDS, Scanpix)

- Hendes nominering for det Demokratiske Parti er næsten en selvfølge.

Det siger DR's USA-korrespondent Oliver Routhe Skov, efter Hillary Clinton søndag aften dansk tid har annonceret sit kandidatur i en valgvideo på sin hjemmeside.

- Hun er så stor en magtfaktor i partiet, og hun har allerede samlet rigtig mange penge ind. Hun har brugt måneder på at overtale donorer til at give penge til hendes kampagne, hun har ansat kampagnefolk og har klart det bedste hold lige nu, siger Oliver Routhe Skov.

Ingen reelle modkandidater - endnu

Det er derfor svært at forestille sig, at nogen anden demokrat kan stille noget op mod Clintons veletablerede millionmaskineri, der har kørt kampagner i flere år, mener han.

Der er dog modkandidater inden for partiet, hvoraf den mest interessante ifølge DR-korrespondenten er Martin O'Malley, der har været guvernør i Maryland.

- Han er dog ikke nogen reel trussel mod Hillary Clinton. Han er ikke 'en Barack', siger Oliver Routhe Skov.

Han henviser til valgkampen forud for valget i 2008, hvor Hillary Clinton var storfavorit. Lige pludselig kom en ukendt senator ved navn Barack Obama, som ingen havde hørt om, ind fra sidelinjen og vandt den demokratiske nominering og blev præsident.

En mulig 'Barack Obama-figur' kunne være den mere venstreorienterede Elizabeth Warren, senator fra Massachuussets, siger Oliver Routhe Skov, men:

- Hun har ikke meldt sig endnu, og jeg tror ikke, at hun gør det. Hun kunne være en konkurrent, men hun har ikke nogen maskine, hun har ikke samlet nogen penge ind endnu, og har derfor formentlig ikke en chance, siger han.

Endnu ingen republikansk favorit

Primærvalgene afholdes i januar næste år, så hvis man ønsker at dyste mod Hillary Clinton, skal man melde sit kandidatur denne sommer for at nå at stable et stort valgapparat på benene, vurderer Oliver Routhe Skov.

Det tager nemlig tid at ansætte folk, rejse penge og åbne lokalkontorer i alle stater.

Vinder Hillary Clinton den demokratiske nominering, afhænger hendes chancer for rent faktisk at blive valgt til præsident naturligvis af, hvem Republikanerne stiller med.

De har i øjeblikket ikke nogen åbenlys favorit, men Ted Cruz fra Tea Party-bevægelsen og Marco Rubio med cubanske rødder er varme navne.

Skal lægge afstand til upopulær Obama

Hillary Clintons chancer handler også om, hvorvidt den amerikanske befolkning trænger til et partiskifte på magten. Og det gør de til en vis grad, siger Oliver Routhe Skov, der minder om, at de sidste mange meningsmålinger ikke har været gode for Obama.

- Hvis Hillary Clinton skal vinde, er det vigtigt, at det ikke bliver set som en tredje periode med Barack Obama. Hun skal forsøge at lægge afstand til ham. Stiller hun bare op som en efterfølger til Obama, får hun formentlig ikke ret mange stemmer, fordi han er så upopulær, siger DR-korrespondenten.

Clinton vil især gøre klogt i – et vist omgang – at lægge afstand til Obamas økonomiske politik samt adskille sig på udenrigspolitikken, hvor Obama heller ikke ifølge Oliver Routhe Skov er ”superpopulær.”

En fordel at hedde Clinton

En anden faktor er navnet Clinton.

- Først og fremmest er det en kæmpe fordel, at alle ved, hvem hun er, når de skal stemme, siger Oliver Routhe Skov.

- På den anden side er nogle amerikanske vælgere også trætte af Clinton-maskinen, der har alle donorerne, og som har stor indflydelse i amerikansk politik. De husker også Clintons skandaler. Og der er en opfattelse af, at de udgør et dynasti. De bliver af nogle opfattet som magtfuldkomne, siger han.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016. Vinder Hillary Clinton, vil hun blive USA's første kvindelige præsident samt den næstældste på posten nogensinde.