Den amerikanske præsident, Donald Trump, varmer op til en ny kurs i sin udenrigspolitik, hvor kampen mod andre stormagter vil komme til at fylde mere og mere.
Sådan lyder vurderingen fra Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com efter præsidentens ’State of the union’-tale i nat.
Her sagde Donald Trump blandt andet, at amerikanerne står over for ”rivaler som Kina og Rusland, der udfordrer vores interesser, økonomi og værdier.”
- Vi ved, at svaghed er den sikreste vej til konflikt, og at uforlignelig magt er det sikreste forsvarsmiddel, sagde han.
Og kritikken af Rusland og Kina er værd at bide mærke i, siger Philip Christian Ulrich.
- Donald Trump præsenterede en udenrigspolitik, der lægger op til, at det nye fokus bliver stormagtskonkurrence. Nationer som Rusland og Kina er de nye prioriteter i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi landene udfordrer den amerikanske verdensorden og lederskab i verden, siger han og fortsætter:
- I modsætning til tiden under George W. Bush og Barack Obama, der havde terrorisme som førsteprioritet, så er det nu stormagtspolitik, der er i fokus.
Hårdere linje over for terrorister
Det var første gang, at Donald Trump holdt ’State of the union’-tale til den amerikanske kongres, efter at han sidste år blev taget i ed som USA’s præsident.
Han nævnte dog også, at USA bliver truet af både ”slyngelregimer og terrorgrupper”, og derfor er krigen mod terror ikke afblæst, understreger Philip Christian Ulrich.
Donald Trump sagde blandt andet, at terrorister ”ikke blot er kriminelle”, og at de ”skal behandles som de terrorister, de er”.
Derudover meddelte han, at han vil holde det omstridte Guantánamo-fængsel åbent. Fængslet, der blev åbnet i 2002, er blevet beskyldt for at være hjemsted for både tortur og umenneskelig behandling af fangerne, og præsidentens forgænger, den demokratiske Barack Obama, ønskede at lukket det.
- Han varsler en hårdere linje over for terrororganisationer som Islamisk Stat og Al-Qaeda. Han er villig til at benytte sig af nogle af de redskaber, som Bush-administrationen indførte for at bekæmpe terrorisme, siger udenrigsredaktøren.
Afghanistan er en tabersag
Til gengæld nævnte han ikke krigen i Afghanistan, som amerikanerne har været involveret i siden 2001.
Donald Trump har tidligere været stærkt kritisk over krigen, som er den længste i USA’s historie, og han har tidligere udtalt, at han ville trække USA ud af det mellemøstlige land.
Det er dog ikke sket, og i stedet har han i den seneste tid valgt at sende endnu flere amerikanske tropper til det krigshærgede lande.
At han ikke nævnte Afghanistan-krigen med ét eneste ord, skyldes ifølge Philip Christian Ulrich, at det er en politisk tabersag for ham.
- Hverken Trump selv eller hans vælgere er særligt interesserede i krigen, og derfor ville han ikke vinde noget på at nævne den i sin tale.