USA-kender: Trump bruger massakre til at angribe Clinton og Obama

I mandagens tale skød Donald Trump med skarpt mod sine politiske modstandere, siger USA-kender.

- Vi så i går, hvordan han (Donald Trump, red.) implicit drager Hillary Clinton ind og siger, det er jo Obamas gamle udenrigsminister. Ergo er hun ifølge Trump lige så svag, for hun er også demokrat, og de kan ikke finde ud af at beskytte amerikanerne, siger USA-kender Anders Agner Pedersen. (Foto: © DR2 Morgen)

Efter søndagens masseskyderi på en natklub i Orlando, Florida, har begge formodede kandidater til efterårets præsidentvalg i USA, Donald Trump og Hillary Clinton, talt dunder mod terrorisme.

Men især Trump har brugt massakren politisk til at angribe sin modkandidat, mener Anders Agner Pedersen, der er USA-kender og redaktør på Kongressen.com.

Blandt andet i mandagens tale skød Trump ifølge Anders Agner Pedersen med skarpt ved at antyde, at den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans tidligere udenrigsminister, Hillary Clinton, vil ødelægge USA med ukontrolleret indvandring fra Mellemøsten.

- Vi så i går, hvordan han implicit drager Hillary Clinton ind og siger, det er jo Obamas gamle udenrigsminister. Ergo er hun ifølge Trump lige så svag, for hun er også demokrat, og de kan ikke finde ud af at beskytte amerikanerne.

Trump sagde også i sin tale, at der er behov for en præsident, der blæser på, hvad der er politisk korrekt og er klar til at sætte hårdt mod hårdt, når USA bliver angrebet af terrorister.

Det gælder ifølge Trump også i præsidentens eller den kommende præsidents sprogbrug.

- I Trumps optik vil Obama ikke kalde det, der er sket i Florida, for det udtryk, som på engelsk hedder 'radikal islam', siger Anders Agner.

Ifølge USA-kenderen er det selve kernen af den republikanske præsidentkandidats kritik af Obama, hvor præsidenten ifølge Trump er svag og mangler handlekraft, når han ikke vil anerkende eller tillægge sig samme sprogbrug som Trump.