USA-kender om Trump og tidligere rådgiver: Selv ikke Nixon gik så langt

Den tidligere Trump-rådgiver Roger Stone skal alligevel ikke i fængsel.

USA's præsident, Donald Trump, har sløjfet en længere fængselsstraf for sin tidligere rådgiver Roger Stone, der tirsdag skulle have påbegyndt afsoningen. (Foto: © JOE SKIPPER, Scanpix)

Den amerikanske præsident Donald Trump har sløjfet en fængselsstraf for sin gamle ven og tidligere rådgiver, Roger Stone.

Og det var en en lettet mand, der mødte pressen foran sit hjem iført et mundbind med skriften "Free Roger Stone" (befri Roger Stone, red.)

- For få minutter siden modtog jeg et meget venligt opkald fra USA's præsident. Han fortalte mig, at han har brugt sine særlige beføjelser til at mildne min dom, lød det fra den tidligere politiske rådgiver.

Roger Stone var blevet idømt en fængselsstraf på over tre år, blandt andet for at have løjet over for politikerne i Kongressen, der undersøgte Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Niels Bjerre Poulsen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, kalder beslutningen "meget markant". Han forklarer:

- Den konservative jurist George Conway, der i øvrigt er gift med Trumps rådgiver Kellyanne Conway, siger, at det her er politisk korruption uden sidestykke i amerikansk historie, siger han.

Stone blev kendt skyldig i at have løjet over for Kongressen og obstruere den særlige Anklager Robert Muellers undersøgelse af russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

Roger Stone skulle have begyndt sin afsoning på tirsdag.

- Trump har ikke benådet så mange, som andre præsidenter har gjort før ham, men dem, han har benådet, har næsten alle været folk, han havde relationer til. 31 ud af de 36 benådninger, han har foretaget, har været folk, han havde personlige forbindelser til, siger Niels Bjerre Poulsen.

Trump har allerede overskredet alle normer

Roger Stone har forsøgt at skjule, at han fungerede som mellemmand i forhold til WikiLeaks og Rusland i valgåret 2016. Her offentliggjorde WikiLeaks materiale om Det Demokratiske Parti, som Rusland ifølge de amerikanske efterretningstjenester havde hacket sig til.

Det var materiale, som skulle skade demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, i opgøret mod Trump om at blive USA's præsident.

Der har længe været rygter om, at Donald Trump ville bruge sin magt til at påvirke dommen mod Roger Stone, forklarer Niels Bjerre Poulsen.

- For to dage siden sagde Roger Stone i et interview, at Trump vidste, at Roger Stone havde været under stort pres og kæmpet for ikke at sladre om præsidenten. Derfor forventede han også, at han vil blive benådet.

Roger Stone blev i november dømt skyldig blandt andet for at lyve for Kongressen. (Foto: © Dana Verkouteren, Copyright 2018 The Associated Press. All rights reserved)

Er der slet ingen grænser for præsidentens magt, når det kommer til at gribe ind overfor domstolene?

- I princippet er der ikke nogen grænse. Trump har allerede overskredet alle normer, der eksisterer. Men hvis vi ser på forfatningens tekst, så har præsidenten benådningsret. Det centrale ord er nåde. Altså folk, der er i fængsel og har afstået noget af deres straf, der så bliver benådet, siger Niels Bjerre Poulsen og fortsætter.

- Det er noget ganske andet, Trump har gjort i denne sag. En helt anderledes brug af benådningsretten. Selv præsident Nixon benådede ikke dem, der kom i fængsel i forbindelse med Watergate-skandalen, der fældede ham selv.

Flere Demokrater har allerede fordømt præsidentens beslutning. En af dem er kongresmedlem Adam B. Schiff fra Californien, som også var leder af rigsretssagsundersøgelsen mod USA sidste år.

- Her viser Trump tydeligt, at der er to retssystemer i USA: Et for hans kriminelle venner og et for alle andre, siger han til New York Times.