USA advarer amerikanere mod at rejse til Cuba på grund af helbredsfare på hoteller.
Det vil ifølge officielle kilder, som nyhedsbureauet AP har talt med, komme til at fremgå af en opdateret amerikansk rejsevejledning senere fredag.
Det oplyses ikke, hvem disse kilder er.
Vil sende halvdelen hjem
Amerikanerne vil også sende over halvdelen af deres diplomatiske delegation i landet hjem, lyder det.
Beslutningen er truffet som følge af "specifikke angreb" på diplomater.
USA stopper samtidig med at udstede visum til cubanere på ubestemt tid.
Bekymringen er opstået, efter at amerikanske diplomater for omkring et år siden begyndte at melde sig syge. 21 diplomater og familiemedlemmer skal på mystisk vis være blevet ramt af hjerneskader og permanente høretab.
Enkeltstående hændelser
Tidligere har USA's udenrigsministerium omtalt disse tilfælde som enkeltstående hændelser.
Fredagens melding er den første, hvori disse hændelser omtales som "specifikke angreb" på amerikanske diplomater i Cuba.
Cubas repræsentation i Washington blev orienteret om beslutningen fredag morgen. Der har ikke været en reaktion fra cubanerne.
/ritzau/AP