USA har ødelagt iransk drone i Hormuzstrædet

Iransk drone ignorerede advarsler, inden den blev destrueret, oplyser Donald Trump.

Det amerikanske krigsskib USS Boxer har ifølge Donald Trump ødelagt en iransk drone i Hormuzstrædet. (Foto: © CRAIG Z. RODARTE, Scanpix)

USA har ødelagt en iransk drone, efter at den nærmede sig et amerikansk krigsskib i Hormuzstrædet.

Dronen nærmede sig skibet "USS Boxer", der derfor så sig nødsaget til at ødelægge den iranske drone. Ifølge den amerikanske præsident udgjorde dronen en trussel mod skibet og dets besætning.

Det siger præsident Donald Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus:

- USS Boxer (krigsskrib, red.) foretog en defensiv handling over for en iransk drone, som var i en meget, meget tæt afstand, omkring 1000 yards (914,4 meter, red.) fra skibet, udtaler Donald Trump.

Han tilføjer, at dronen "ignorerede gentagne advarsler", og at den var en "trussel mod skibet og dets besætning"

- Dronen blev øjeblikkeligt destrueret, udtaler Donald Trump.

Ifølge de amerikanske myndigheder blev dronen ødelagt ved hjælp af 'elektronisk jamming'.

Jamming sker ved at udsende elektromagnetiske bølger på de frekvenser, man ved at fjenden benytter.

Spændinger mellem USA og Iran

Der er i øjeblikket store spændinger mellem USA og Iran.

For cirka en måned siden - den 20. juni - skød Iran en militærdrone fra USA ned over netop Hormuzstrædet. Det skete med et iransk jord-til-luftmissil.

Trump har torsdag opfordret andre lande til at fordømme, hvad han kalder et iransk forsøg på at ødelægge den frie bevægelse i Den Persiske Golf.

Tidligere i dag kom det frem, at Irans Revolutionsgarde har tilbageholdt et udenlandsk tankskib, der sejlede i Den Persiske Golf.

Det oplyser statsligt iransk fjernsyn, der citerer Revolutionsgarden torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters. Iranske myndigheder har endnu ikke oplyst, hvad tankskibet hedder, eller hvilket land det kommer fra.

Irans statslige engelsksprogede tv-kanal har dog frigivet en video af det tilbageholdte skib. Af den fremgår det, at skibets registreringsnummer passer på et skib fra De Forenede Arabiske Emirater.

Anklager Iran for flere angreb på tankskibe

Der har de seneste uger været uroligheder ved Den Persiske Golf.

USA har anklaget Iran for en række angreb på tankskibe fra De Forenede Arabiske Emiraters kyst. Det er anklager, som Iran afviser.

USA har torsdag opfordret Iran til straks at frigive det tilbageholdte skib.

- USA fordømmer på det kraftigste Revolutionsgardens fortsatte chikane af skibe og indblanding i sikker passage i og omkring Hormuzstrædet, skriver en talsmand fra USA's udenrigsministerium i en mail til Reuters.

Området ved Den Persiske Golf er ekstremt vigtigt for verdens olieeksport.

Omkring 40 procent af verdens olieproduktion sejler ifølge erhvervsmediet Bloomberg fra Den Persiske Golf gennem Hormuzstrædet og via Omanbugten ud på Det Arabiske Hav og videre til resten af verden.