USA har gennemført sit første angreb mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS - tidligere kendt som ISIS) i Irak.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium Pentagon på Twitter.
Luftangrebets mål skulle være rettet mod islamisternes artilleristilling, skriver den amerikanske tv-station CNN.
Det har fundet sted i nærheden af byen Erbil, der ligger i det kurdiske område af landet, hvortil mange irakere flygter for at komme væk fra kampene.
Det er også i det område, at amerikanerne har et konsulat, og ifølge USA har man angrebet for at slå islamisterne tilbage fra området nær Erbil, hvor de på det seneste har nærmet sig byen.
Blåstemplede angreb i nat
I månedsvis har den amerikanske præsident, Barack Obama, modsat sig at gribe ind over for IS.
Men natten til fredag gav Obama grønt lys til, at amerikanske fly kunne gennemføre et luftangreb i det nordlige Irak, hvor IS på det seneste har været på stærk fremfærd.
Se Obamas tv-tale i videoen herunder, hvor han begrunder sin beslutning om en militær aktion i Irak.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53e475576187a205884b037e
Afviste ellers torsdag aften
Torsdag aften, inden Obama gav grønt lys, begyndte der at opstå rygter om amerikanernes mulige bombeangreb mod IS.
Det amerikanske medie New York Times skrev, at kurdiske myndighedermeldinger meddelte på tv, at amerikansk militær havde bombet mindst to mål i den nordlige del af landet, hvor det kurdiske mindretal holder til.
Men ifølge nyhedsbureuet Reuters blev informationerne igår pure afvist af Pentagon.
- Meldingerne i medierne om amerikanske luftangreb i Irak er helt og aldeles forkerte, skrev John Kirby fra Pentagon endvidere på Twitter.
Kaster nødhjælp til fordrevne
Amerikanske fly har tidligere fredag nedkastet nødhjælp til nogle af de 40.000 desperate flygtninge, som er fanget på et bjerg uden for byen Sinjar uden mad og drikke.
De titusindvis af civile i Nordirak har søgt tilflugt fra IS, der har udråbt et kalifat i dele af Syrien og store dele af Irak. Og som fortsætter med at erobre land.
Islamisterne er trængt helt frem til de kurdiske områder i nord, skrev Ritzau torsdag aften. Og de mange flygtninge kan ikke komme væk, fordi IS har spærret områderne.
De truer med at slå de etniske mindretal ihjel eller vil tvinge dem til at konvertere til islam.