USA bekræfter sejr i Mosul men advarer om svære IS-kampe

I Mosul er Islamisk Stat nedkæmpet, siger amerikanske general. Men han forudser flere svære kampe mod IS.

Medlemmer af det irakiske politi fejrer sejren op gaderne i Mosul / AFP PHOTO / Fadel SENNA (Foto: © Fadel Senna, Scanpix)

Irakiske styrker har generobret Mosul fra Islamisk Stat, bekræfter forsvarsministeriet i USA, som leder en koalition, der bekæmper gruppen.

Islamisk Stat eksisterer imidlertid stadig, slår den amerikanske generalløjtnant Stephen Townsend fast.

- Tag ikke fejl. Denne sejr betyder ikke, at IS er udryddet. Der venter stadig en hård kamp, siger Townsend.

Han kalder sejren i Mosul for et "afgørende slag" mod Islamisk Stat.

Helt slut er soldaternes indsats i byen ikke. Der venter et vanskeligt oprydningsarbejde med fare for flere sammenstød.

- Der er stadig områder i Mosuls gamle by, hvor man skal rydde miner, og hvor IS-soldater kan gemme sig, meddeler den af USA's kommandocentraler, der dækker Mellemøsten.

I weekenden erklærede Iraks premierminister byen generobret efter otte måneders kontant offensiv.

Mandag har premierminister Haider al-Abadi gentaget, at IS er besejret.

Den internationale koalition har ydet luftstøtte til Iraks hær, som har ført an i offensiven mod IS.

/ritzau/AP