USA advarer sine borgere i andre lande om mulige antiamerikanske reaktioner, hvis Floridapræst som planlagt brænder koraner.
Opdaterer rejsevejledning
Amerikanere verden over skal tage sig i agt for voldelige demonstrationer, hvis en lille kirke i Florida gennemfører sin planlagte koranafbrænding.
Advarslen kommer fra USA's udenrigsministerium, der er i færd med at opdatere rejsevejledninger for at "advare amerikanske statsborgere om risikoen for antiamerikanske demonstrationer i mange lande som reaktion" på præsten Terry Jones' plan.
- Demonstrationer, nogle af dem voldelige, har allerede fundet sted i flere lande, herunder Afghanistan og Indonesien, som reaktion på mediernes omtale af kirkens planer, meddeler udenrigsministeriet.
Undgå demonstrationer
Ministeriet opfordrer amerikanere i andre lande til at holde sig fra demonstrationer.
Kan udløse terror
USA har i forvejen bedt sine ambassader rundt om i verden vurdere de potentielle trusler mod amerikanere, hvis præsten trodser de globale protester og gennemfører koranafbrændingen.
Samtidig advarer den globale politiorganisation Interpol om, at den lille Floridakirkes planer kan udløse terrorangreb rundt om i verden.
- Hvis den foreslåede koranafbrænding udføres som planlagt, er der stor sandsynlighed for, at det kan føre til voldelige angreb på uskyldige mennesker, siger Interpols generalsekretær, Ronald Noble.
Pakistansk minister advarer
Organisationen har videresendt en advarsel til sine 188 medlemslande fra Pakistans indenrigsminister, Rehman Malik, om, at der vil komme voldelige reaktioner, hvis koranafbrændingen gennemføres.
Samtidig har Interpol selv udtrykt bekymring for den kontroversielle plan og bedt politi verden over samle eventuelle oplysninger om mulige trusler.