Uropoliti bruger tåregas på Taksimpladsen

Tyrkisk politi er rykket ind på Taksim-pladsen i Istanbul. Det er her, protesterne mod regeringen har været koncentreret.

Flere hundrede politifolk brugte i morges tåregas mod demonstranter i Ankara og på Taksimpladsen i Instanbul i Tyrkiet. Billedet er fra Ankara. (Foto: © Dado Ruvic, Scanpix)

Tyrkisk politi er rykket ind på den centrale plads Taksimpladsen i Istanbul, hvor aktivister protesterer mod regeringen.

Flere hundrede betjente bruger tåregas og vandkanoner mod de aktivister, som fortsat er på pladsen.

Vidner siger til nyhedsbureauet Reuters, at der ikke er særlig mange aktivister på pladsen. Urobetjentene er iklædt hjelm og skjolde og kom til stedet ledsaget af pansrede køretøjer.

Projekt udløste demonstrationer

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at betjentene gik i gang med at fjerne barrikader på pladsen, hvor mange aktivister har slået sig ned og overnattet under de seneste 12 dage, hvor der er blevet protesteret.

Taksimpladsen ligger op til Gezi Park, hvor myndighederne har bebudet, at der skal opføres bygninger, muligvis et indkøbscenter.

Det var det projekt, som udløste demonstrationerne mod regeringen og specielt premierminister Tayyip Erdogan for halvanden uge siden.

Mødes med aktivister i morgen

Under optøjerne, der har bredt sig fra Taksimpladsen til andre byer, herunder hovedstaden Ankara, er tre mennesker blevet dræbt og omkring 5000 såret.

Politiet rykkede ind på pladsen dagen før Erdogan skal mødes med nogle af aktivisternes ledere for at drøfte situationen.

Se hvordan urolighederne så ud tirsdag morgen i videoen i toppen af artiklen.

/ritzau/