Uret tikker: Når klokken runder midnat står USA over for en nedlukning

Offentligt ansatte vil blive sendt hjem fra arbejde uden løn, hvis ikke politikerne når frem til en løsning.

I 2018 kunne man ikke blive enige om statsbudgettet i Kongressen, og det amerikanske statsapparat blev lukket ned. Det kan gentage sig ved midnat, lokal tid.

Når klokken passerer midnat mellem lørdag og søndag i USA, så kan store dele af det amerikanske statsapparat risikere at lukke ned, og offentligt ansatte vil ikke kunne få deres løn til tiden.

Regnskabsåret udløber nemlig den 1. oktober, og hvis ikke politikerne kan nå frem til en midlertidig budgetaftale for det kommende regnskabsår inden da – ja så står den amerikanske stat over for en reel nedlukning. Og det kommer til at koste både den almindelige amerikaner og statskassen en masse penge.

Hvis man skal sammenligne det med danske forhold, så svarer det til, at regeringen ikke havde en finanslov klar til årsskiftet, forklarer Anne Alling, som er journalist i USA.

- Det kan være vanskeligt i Danmark at blive enige om en finanslov. Men det kan være endnu mere vanskeligt i USA, der har så stort et budget og så mange udgifter, siger hun.

Spørger man de amerikanske medier, så er det “næsten sikkert”, at politikerne misser deadlinen inden midnat – det svarer til klokken 06 søndag morgen, dansk tid.

Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har nemlig hidtil nægtet at godkende præsident Joe Bidens ønske om en bevilling på 24 milliarder dollars til næste års budget for USA.

Hvis det ender med en nedlukning, så er det fjerde gang i et årti og første gang siden 2018.

Museer måtte i 2018 sende alle deres medarbejdere hjem uden løn. (Foto: © Johannes Eisele, Ritzau Scanpix)

Dengang var det fordi, at Demokraterne og Republikanerne ikke kunne blive enige. Men denne gang er det faktisk ikke uenigheder mellem de to partier, det handler om.

- Det der gør denne her situation unik er, at det er internt i det republikanske parti, at man ikke kan blive enige, siger Anne Alling.

Hvad vågner amerikanerne op til?

Lad os begynde med, hvad den helt almindelige amerikaner risikerer at vågne op til søndag morgen.

En nedlukning vil nemlig ramme de millioner af amerikanere, der er offentligt ansat. Det vil ramme føderale domstole, museer, nationalparker og meget andet. Hundredtusinder af føderale arbejdere ville sandsynligvis blive sendt midlertidigt hjem uden løn, mens dem der varetager kritiske funktioner ville fortsætte med at arbejde, men med en forsinket lønseddel.

- Mange amerikanere lever fra lønseddel til lønseddel, derfor kan det blive en meget svær og uoverskuelig situation, hvis man pludselig ikke får sin løn til tiden, forklarer Anne Alling.

Hun fortæller desuden, at det også vil påvirke de amerikanere, der modtager offentlige ydelser, såsom børnebidrag.

I 2018 gik offentligt ansatte på gaden i protest mod nedlukningen, der varede i 35 dage. (Foto: © Mike Adams, Associated Press)

- Mange vil nok godt kunne klare sig i en kortere periode, men det kan blive et stort problem, hvis nedlukningen varer i lang tid, fortæller hun.

Nedlukningen i 2018 varede i 35 dage, hvor offentligt ansatte ikke fik løn, og offentlige ydelser blev sat på pause.

Ansatte, der varetager en kritisk funktion, vil fortsætte med at arbejde, dog med en forsinket løn – det er eksempelvis ansatte i det amerikanske efterretningsvæsen CIA og Secret Service.

USA’s transportminister, Pete Buttigieg, siger, at en lukning vil stoppe den fremgang, der er blevet gjort for at løse luftfartsforstyrrelserne i løbet af det sidste år. Det ville også tvinge regeringen til straks at stoppe træningen af nye flyveledere og sende yderligere 1.000 flyveledere, der allerede er i træningsforløbet, hjem uden løn, sagde Buttigieg.

Et splittet parti

Fredag blev Demokrater og Republikanere i Kongessens andet kammer, Senatet, enige om en midlertidig løsning, der skulle forhindre en nedlukning af statsapperatet. Men så snart aftalen blev sendt videre til Repræsentanternes Hus, blev den nedstemt.

- Det er ikke slut endnu, jeg har andre ideer, sagde formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, til reportere efterfølgende.

Men i amerikanske medier vurderer eksperter og analytikere, at republikanerne næppe når til enighed inden deadline, sådan som tingene ser ud lige nu.

"Det er kun et nederlag, hvis man giver op," lød det fredag fra formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, efter endnu et forsøg på at nå til enighed faldt til jorden. (Foto: © WILL OLIVER, Ritzau Scanpix)

En nedlukning vil ikke kun koste amerikanerne dyrt, men også hele staten. Nedlukningen i 2018 kostede den amerikanske stat det der svarer til 77,5 milliarder kroner

Selvom størstedelen af skaden på økonomien blev omgjort, da føderale arbejdere vendte tilbage til deres job, estimerede Kongresbudgetkontoret (CBO), at der permanent ville gå omkring 21 milliarder kroner i økonomisk aktivitet tabt efter næsten 35 dages lukning.

Grunden til uenigheden ligger blandt en håndfuld af medlemmerne på den yderste højrefløj i Det Republikanske Parti, der kalder sig selv for The Freedom Caucus. De blokerer nemlig for en midlertidig løsning, primært fordi de er utilfredse med den store og dyre amerikanske militærstøtte til Ukraine.

- På den yderste højrefløj mener man, at der bliver sat for mange penge af til Ukraine og ikke nok til selve USA, siger Anne Alling.

Hun forklarer samtidig, at der er en generel modstand mod formanden Kevin McCarthy blandt den yderste højrefløj, som gør, at det Republikanske Parti lige nu er dybt splittet – så splittet, at en del af partiet er villige til at lukke hele regeringen ned.

Det er altså en kæmpe møgsag for republikanerne, fordi det er tydeligt, at det er internt i partiet, at den er gal.

- Denne her situation sætter derfor også spotlys på, hvor stor en identitetskrise Det Republikanske Parti er i lige nu, siger Anne Alling.

Republikanerne forventes at fortsætte forhandlingerne i løbet af lørdag helt frem til deadline.