Den globale vicedirektør for FN's børnefond (Unicef), Justin Forsyth, træder tilbage fra sin post, oplyser børnefonden torsdag i en meddelelse.
Forsyths afgang kommer efter klager over, at han har optrådt upassende over for kvindelige medarbejdere.
Det skete under en tidligere ansættelse i Red Barnet.
Et forsøg på at gøre alvorlig skade
Forsyth understreger i en udtalelse torsdag, at han ikke træder tilbage fra sit job i Unicef nu på grund af de fejl, han har begået i Red Barnet. De fejl er undskyldt og behandlet, som de skulle, mener han.
- Der er ingen tvivl i mit sind om, at noget af omtalen af mig ikke bare er for (med rette) at holde mig til ansvar, men også et forsøg på at gøre alvorlig skade på vores sag og nødhjælpens sag, skriver han.
- Jeg træder tilbage på grund af faren for at skade både Unicef og Red Barnet og den overordnede sag. Det er to organisationer, jeg virkelig elsker og sætter pris på. Det kan jeg ikke lade ske, forklarer Forsyth.
Red Barnets kontor i Storbritannien har oplyst, at han sendte upassende beskeder til tre kvindelige ansatte og kom med bemærkninger om deres påklædning, da han havde en chefstilling i organisationen.
Det skete i 2011 og 2015. Interne undersøgelser mundede i begge tilfælde ud i, at han undskyldte over for de kvinder, det var gået ud over.
I 2016 fik han ansættelse i Unicef. Børnefonden sagde onsdag, at den ikke var klar over, at disse klager havde været rettet mod Forsyth under hans tid i Red Barnet.
/ritzau/Reuters