Hver fjerde unge muslim er parat til at begå religiøs vold. Det viser en undersøgelse, der vækker opsigt i vores naboland.
Undersøgelsen fra det tyske indenrigsministerium tager temperaturen på den politiske og religiøse indstilling hos muslimer i Tyskland.
Og konklusionerne er hårrejsende læsning: Næsten hver anden unge muslim erklærer sig enig i at muslimer, der dør i væbnet kamp for deres tro, kommer i paradis, og 40 procent af alle muslimer, der bor i Tyskland, er radikalt orienterede.
Grobund for islamisme
Dermed bliver der i den grad hældt endnu mere tændvæske på bålet i striden om islamalistisk fundamentalisme.
Den konservative tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble, der er kendt som en indenrigspolitisk høg, taler med undersøgelsen i hånden nu advarende om et islamistisk radikaliseringspotentiale.
Det vil sige, at Tyskland huser en faretruende stor gruppe muslimer, som kunne udvikle sig til radikale islamister.
Wolfgang Schäuble foreslog tidligere på året forebyggende fængsling og endda forebyggende drab i forbindelse med terrorbekæmpelse.
Hver tiende for dødsstraf
Undersøgelsen kommer fra Institut for Kriminalvidenskab ved Hamborgs Universitet.
Og undersøgelsens forfattere, socialforskerne Peter Wetzel og Katrin Brettfeld siger til avisen Frankfurter Rundschau, at mere end hver tiende muslim i Tyskland identificerer sig med en stærk moralsk kritik af det vestlige samfund, samtidig med at de går ind for fysisk afstraffelse og dødsstraf.
Forfatterne kommer dog også frem til det resultat, at det store flertal af muslimer i Tyskland tager afstand fra terror og fysisk afstraffelse, og at en fjendtlig indstilling til demokrati er lige så udtalt hos etniske tyskere som hos muslimer, der bor i Tyskland.