Ungarsk 'fredsmission' skaber vrede: 'Orbán spiller ikke på hold med os andre'

Europa-Kommissionen boykotter møder i Ungarn efter Orbáns "fredsmission".

Kira Marie Peter-Hansen (SF) er vred over Viktor Orbán rejser rundt i verden på sin selverklærede "fredsmission" til blandt andet Moskva.

Mens det nye EU-Parlament i dag samles for første gang i Strasbourg, så er Ungarn og landets kontroversielle premierminister, Viktor Orbán, igen løbet med overskrifterne.

EU-kommissionen har meldt ud, at man vil boykotte de uformelle ministerrådsmøder, som skal finde sted i Ungarn frem mod årsskiftet.

Og det er den helt rigtige reaktion, lyder det fra Kira Marie Peter-Hansen, der sidder i Europa-Parlamentet for SF.

- Jeg kan godt forstå valget, og jeg synes, det er fornuftigt. Vi har en stor udfordring med, at vi har et formandskab, som ikke er tro mod de europæiske værdier, siger hun.

Meldingen fra EU-Kommissionen kommer som reaktion på Orbáns selverklærede "fredsmission", som blev lanceret, efter Ungarn overtog EU-formandskabet i starten af juli.

  • Orbán og Trump har et tæt forhold. Den ungarske premierminister hævder, at Donald Trump har en detaljeret plan for fred mellem Rusland og Ukraine.
  • Orbáns såkaldte fredsmission bragte ham også til Beijing, hvor han mødtes med den kinesiske præsident, Xi
  • Orbán bliver ofte beskrevet som den mest Putin-venlige EU-leder, og trods Ruslands invasion af Ukraine har han fastholdt et godt forhold til den russiske præsident.
1 / 3

Dagen efter rejste Orbán, ligesom mange EU-ledere, til Kyiv for at tale med præsident Zelenskyj. Men da han umiddelbart efter rejste til Moskva for at tale med Vladimir Putin, skabte det vrede og forargelse i Bruxelles og flere EU-lande.

- Jeg tror, det er klart for alle, at Orbán ikke spiller på hold med os andre, når han vælger at gøre noget så voldsomt, siger Kira Marie Peter-Hansen.

- Det gør mig virkelig vred, siger hun og understreger, at Orbán ikke repræsenterer EU på sin rundrejse.

Bosse bakker op om reaktion

Hos Moderaterne bakker den nyvalgte europaparlamentariker, Stine Bosse, også op om kommissionens reaktion.

- To dage efter, at hans såkaldte fredsmission var tilendebragt, så bomber Rusland et børnehospital (i Ukraine red.). Altså, det fortæller jo hele historien. Og det er klart, at der skal komme en reaktion fra Kommissionen, siger hun

Det dødelige nedslag fra et missil tidligere på måneden skyldtes sandsynligvis et direkte angreb fra Rusland, har FN vurderet.

Kommissionen i Bruxelles og medlemslandene har forsøgt at isolere Vladimir Putin siden invasionen af Ukraine og koordinere presset på Rusland.

Derfor har en række EU-ledere kritiseret Orbáns enegang, som bliver beskrevet som freelance diplomati og "trolde-diplomati”.

Den ungarske regering har flere gange afvist kritikken, og understreget at der ikke findes en fredelig løsning på krigen uden dialog.

Men den forklaring køber Stine Bosse ikke.

- Qua hele sin gøren og laden, så bliver det jo modtaget i hele verden, som om han repræsenterer Den Europæiske Union, hvilket han jo ikke gør, siger hun.

EU-ledere har understreget, at Orbán ikke har fået mandat til at forhandle på medlemslandenes vegne, og derfor er det kun rimeligt, at der kommer en reaktion, mener Stine Bosse.

- Vi har jo heldigvis regelbaserede systemer i den her del af verden, hvor vi lever med demokrati og aftaler for, hvordan vi gebærder os. Når de spilleregler bliver tilsidesat, så får det selvfølgelig en konsekvens, siger hun.

- Det hele ender i hat og briller

Hos Dansk Folkeparti mener man, at sagen viser, hvorfor EU ikke er i stand til at føre en fælles udenrigspolitik.

- Hver gang man prøver, så ender det i, at landene har forskellige nationale interesser, siger Anders Vistisen, der sidder i Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

- Nu har Ungarn så formandskabet og kører en linje, som en del andre lande ikke er enige i, men det illustrerer i min optik, hvorfor udenrigspolitikken skal ligge i nationalstaterne og ikke koordineres på EU-niveau, siger han.

Vistisen understreger, at Dansk Folkeparti ikke er enige med Orbáns udenrigspolitiske linje, og mener, at sagen skader Europas omdømme ude i verden.

- Nu ser vi så konsekvensen af, at man prøver at gøre det til et EU-anliggende. Det hele ender i hat og briller, og fra EU’s side ser vi ud som idioter i den store verden, siger Anders Vistisen.