Rekordmange migranter og flygtninge krydsede mandag grænsen fra Serbien til Ungarn, inden at en uofficiel, men flittigt benyttet grænseovergang ved midnatstid blev lukket af de ungarske myndigheder.
Grænsepolitiet noterede mandag 9380 personer, oplyser myndighederne i Ungarn. Det er det højeste antal på en enkelt dag i år og næsten en fordobling i forhold til antallet søndag.
Og allerede denne morgen har politiet anholdt 16 personer, som i henhold til en markant strengere lov, der netop er trådt i kraft, illegalt har krydset grænsen.
Grænsehegn klar til oktober
Ungarn er af mange flygtninge og migranter blevet brugt som transitland, og EU-medlemmet har advaret om, at det ville lukke den uofficielle grænse hermetisk, når mandag blev til tirsdag.
Samtidig arbejder Ungarn med at færdiggøre et 3,5 meter højt hegn på sin 175 kilometer lange grænse mod syd. Det ventes at stå færdigt til oktober.
Foruden den nye indsats med at forhindre migranter i at komme ulovligt ind i landet, er en lovændring tirsdag trådt i kraft. Det gør det muligt for ungarsk politi og retsvæsen at fængsle migranter og tilbageholde og udvise asylansøgere.
Politiet i det centraleuropæiske land har registreret, at flere end 190.000 migranter og flygtninge er ankommet i år.
/ritzau/