Ungarn vil stoppe flygtninge med 175 km langt hegn

Fire meter højt hegn skal stoppe illegal indvandring, og Ungarns regering gider ikke vente længere på EU.

Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto præsenterede igår Ungarns plan om at opføre et fire meter højt og 175 km langt hegn langs grænsen til Serbien. Hegnet skal holde illegale flygtninge ude. (© Scanpix)

Den udskældte ungarske regering har besluttet at opføre et fire meter højt hegn langs grænsen til nabolandet Serbien for at dæmme op for strømme af illegale indvandrere.

Det siger landets udenrigsminister, Peter Szijjarto, efter at landet længe har kritiseret EUs - ifølge den ungarske regering - fejlslagne politik på området.

- Immigration er et af de største problemer for EU i dag. EU-landene forsøger at finde en løsning. Men Ungarn kan ikke vente længere, siger Szijjarto.

Fire meter højt

Derfor vil regeringen opføre et hegn langs den 175 kilometer lange grænse.

- Vi taler om en grænsestrækning på 175 kilometer, og den kan lukkes med et fire meter højt hegn. Indenrigsministeriet har modtaget ordre til at forberede dette, siger Peter Szijjarto.

Ungarn har gjort sig upopulær blandt mange af kollegerne i EU på grund af tiltag, som går alvorligt på kompromis med menneske- og borgerrettigheder.

/ritzau/Reuters