Ung dansker død i populært bjergområde i Marokko: 'Folk er i chok og er meget berørte'

Området i Marokko, hvor to unge kvinder er fundet døde, er populært for turister.

Den unge danske kvinde og den norske kvinde blev fundet døde i et bjergområde lidt uden for landsbyen Imlil, der ligger ca. en times kørsel fra Marrakech. (© Scanpix)

Lokale bjergguider i det marokkanske område, hvor to unge kvinder fra Danmark og Norge i går blev fundet døde med spor efter vold, er dybt chokerede over nyheden.

Det fortæller den danske rejsekonsulent Susanne Bach, der siden i går aftes har talt med flere af guiderne. Hun har mange års erfaring med at arrangere rejser til det nordafrikanske land og samarbejder med flere af dem fra området for selskabet Marokkoeksperten.

- De lokale guider har ringet til os og har delt, hvad de føler, ser og oplever. De synes, det er forfærdeligt, fortæller hun til DR Nyheder.

- Folk er i chok og er meget berørte, og det er noget, de ikke har oplevet før. De ved ikke, hvad de skal tænke. De har observeret, at pigerne har vandret nogle dage alene, og i går fik guiderne så information om, at de var fundet døde, siger hun.

Ligene af den danske og norske kvinde blev fundet på en bjergsti ikke langt fra bjergbyen Imlil ved Atlasbjergene.

De danske, norske og marokkanske myndigheder arbejder fortsat på at undersøge, hvad der er sket med kvinderne. Kvindernes pårørende er underrettet.

Norsk politi på vej

Udenrigsministeriets Borgerservice fortæller til DR Nyheder, at man ikke kan oplyse mere i sagen på nuværende tidspunkt, da der er tale om personsager. Derudover er bjergområdet svært at komme frem til for myndighederne. Flere steder kan man ikke komme dertil i bil.

En norsk politimand, der arbejder på Norges ambassade i Marokkos hovedstad, Rabat, er på vej til området.

- Han bliver bindeled i efterforskningen mellem norsk og marokkansk politi, siger kommunikationsrådgiver fra norsk kriminalpoliti Axel Due.

Ifølge ham arbejder det norske politi i øjeblikket på at få etableret et samarbejde med det marokkanske politi.

Imlil er den by, som turister ofte rejser til fra Marrakech for at opleve lokalsamfundet og berberkulturen. Herfra kan man bestige Nordafrikas største bjerg, Toubkal, forklarer Susanne Bach.

Området er et yndet udflugtsmål for både professionelle klatrere og almindelige turister, som vil opleve Atlasbjergenes smukke natur.

- Mange kalder det et godt nybegynderbjerg, fordi det ikke kræver så meget teknisk snilde at bestige det. Folk bruger det også til almindelige trekkingture, hvor de ikke nødvendigvis bestiger det, siger hun.

Den unge danske kvinde og den norske kvinde blev fundet døde lidt uden for bjerglandsbyen Imlil, der ligger ca. en times kørsel fra Marrakech. (© DR Nyheder)

Vandrede uden guide

Både de lokale bjergguider har set de to kvinder vandre på egen hånd, og norske medier skriver det samme.

Det overrasker Susanne Bach, at der tilsyneladende ikke har været en guide med på deres tur, da det ellers er den løsning, som de fleste turister vælger.

Efter mørkets frembrud er det for eksempel ikke til at se noget, fordi der ikke er nogen gadebelysning.

- Det er lidt usædvanligt. Det kunne jeg ikke selv finde på. Jeg har været der mange gange og betragter det som et helt utroligt trygt område med nogle af de mest gæstfrie mennesker, man kan forestille sig. Det er ikke noget, som vi ville anbefale til vores kunder. Vi har altid bjergguider med. Vind og vejr kan betyde, at ruterne kan ændre sig fra dag til dag på grund af sne og vandløb, siger Susanne Bach.

Politiet har lukket vandreture

Bjergguiderne fortæller til Susanne Bach, at alle vandreture fra Imlil er blevet suspenderet, og at politiet i et stort antal undersøger området, hvor ligene blev fundet.

- Jeg hører, at politiet er massivt til stede, og derfor bliver der talt om sagen rundt på caféerne og hos naboerne, for man kan ikke komme hen til området og se noget med egne øjne. En af bjergguiderne havde allerede fået de første e-mails fra turister, der nu har trukket sig fra en vandretur, så guiderne er nervøse for, hvad det her kommer til at betyde.

Det giver dog ifølge Susanne Bach god mening at lukke ned for turene, idet Imlil er en lille landsby, og når politiet er så massivt til stede, vil betjentene fylde det hele.