En amerikansk studerende, som for nylig blev løsladt fra en arbejdslejr i Nordkorea, er død.
Det oplyser familien i en udtalelse, som er blevet udsendt af et universitetshospital i delstaten Ohio.
22-årige Otto Warmbier havde siddet fængslet i Nordkorea i halvandet år for at stjæle en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang - noget han indrømmede.
Han blev idømt 15 års hårdt strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale.
Den studerende mistede bevidstheden i fangelejren og gik i koma i marts 2016. Tiden i fangelejren gav ham alvorlige neurologiske skader, konkluderede lægerne i hjemlandet.
Siden blev han sendt til USA af regimet i Nordkorea, som forklarede løsladelsen med "humanitære årsager".
Torsdag lød beskeden fra universitetshospitalet i Cincinnati, Ohio, at den unge mands tilstand var stabil.
/ritzau/AP