Unesco, der er FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, bliver nu tvunget til at indstille alle sine projekter året ud.
Det sker efter USA's beslutning om at trække sin økonomiske støtte til organisationen, som for nylig optog Det Palæstinensiske Selvstyre som fuldgyldigt medlem.
Medlemskabet opfattes som et vigtigt skridt på palæstinensernes vej mod fuldgyldigt FN-medlemskab, der samtidig vil være en anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.
Men i USA forhindrer et gammelt forbud i Kongressen, at amerikanerne støtter FN-organer, der anerkender Palæstina som en stat uden en endelig fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne.
Ifølge Unesco medfører amerikanernes beslutning, at organisationen kommer til at mangle 65 millioner dollar (355 millioner kroner) i budgettet for i år.