Ukrainske styrker tilbageerobrer land, og det fryder Zelenskyj: 'Russerne panikker'

Ukraine hævder, at de har befriet landsby i Luhansk, som nu ikke længere er under fuld russisk kontrol.

I sidste uge besøgte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, byen Izjum, som de ukrainske styrker for kort tid siden har generobret. (Foto: © Ukrainian Presidential Press Ser, Ritzau Scanpix)

De seneste par uger har de ukrainske styrker stort set gået fra den ene succesoplevelse til den anden.

Først igangsatte man en stor og vellykket modoffensiv i Kharkiv-området, hvor man blandt andet tilbageerobrede nøglebyer som Izjum og Kupjansk.

Og nu har de ukrainske styrker tilsyneladende udset sig Luhansk-regionen som deres næste mål.

I hvert fald melder det ukrainske militær, at man har befriet den lille landsby Bilohorivka, skriver The Guardian.

Byen er i sig selv ikke stor, men det er betydningen af den. Med den by tilbage på ukrainske hænder betyder det nemlig, at Rusland ikke længere kontrollerer hele Luhansk.

Herunder kan du se, hvor store områder Ukraine har tilbageerobret den seneste tid. Første billede viser landkortet den 10. september, og det andet viser landkortet den 19. september.

  • Kilde: Institute for the Study og War. (© DR Grafik)
  • Kilde: Institute for the Study og War. (© DR Grafik)
1 / 2

Det er den lokale guvernør Serhiy Haidai, der oplyser, at Ukraine nu har fuld kontrol over byen.

- Skridt for skridt og centimeter for centimeter vil vi befri hele vores land fra besætterne.

- Det er en forstad til Lysytjansk, og snart vil vi drive røvhullerne ud af byen med en kost, siger han.

Militæranalytiker: Stor symbolsk sejr

Siden juli har Rusland og russiskstøttede separatister haft kontrollen med hele Luhansk, som sammen med Donetsk udgør Donbas-regionen.

Netop Donbas har fra krigens start været et stort mål for den russiske præsident, Vladimir Putin, som han efter eget udsagn vil befri.

Ifølge Anders Puck Nielsen, der militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, er det en stor sejr for Ukraine, at det nu ser ud til, at det er lykkedes at få tilbageerobret en del af Luhansk.

- For et par måneder siden fejrede Rusland, at man havde formået at erobre 100 procent af regionen og havde det hele under kontrol. Nu begynder man så at miste noget af den igen. Det er rigtig svært på nogen måde at forklare som en russisk succes, siger han.

For militæranalytikeren ser det efterhånden meget klart ud, at ukrainerne forbereder at lave angreb ind i Luhansk i det østlige Ukraine.

- Vi er nu kommet til et sted, hvor det er ukrainerne, der skal lave angreb ind i Luhansk. Og det er meget sandsynligt, at Ukraine kommer til at tilbageerobre en stor del af Luhansk-regionen. Det kan dog godt være, at det kommer til at blive svært at få det hele. Der må vi jo se, hvordan krigen udvikler sig, siger Anders Puck Nielsen.

  • Ukrainske soldater ses her siddende på en tank i byen Novostepanivka i Kharkiv-regionen. (Foto: © Yasuyoshi CHIBA, Ritzau Scanpix)
  • Folk går forbi en ødelagt bygning i byen Kupiansk i Kharkiv-regionen. Byen er for nyligt blevet tilbageerobret af de ukrainske styrker. (Foto: © Yasuyoshi CHIBA, Ritzau Scanpix)
  • Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte i sidste uge byen Izjum, som ukrainerne har tilbageerobret fra russerne. (Foto: © Ukrainian Presidential Press Ser, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Zelenskij: Russerne panikker

I en tale i aftes udtalte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at den ukrainske modoffensiv har været så hurtig og så stålsat, at de russiske invasionsstyrker panikker.

- I Kharkiv-regionen er vi ved at stabilisere situationen, og vi holder vores stillinger. Det gør vi så fast, at besætterne går i panik, sagde Zelenskyj.

Han sagde samtidig, at hastigheden i modoffensiven er afgørende, hvis den nuværende medvind på slagmarken skal fortsætte.

- Tempoet er meget vigtig nu. Tempoet for stabilisering af de befriede områder. Tempoet for vores troppers bevægelse. Tempoet for genoprettelsen af et normalt liv i de befriede områder, sagde han.

- Flygt ud af vores land eller overgiv jer! Sådan lyder opfordringen fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til de russiske soldater og ukrainske kollaboratører. (Foto: © VALENTYN OGIRENKO, Ritzau Scanpix)

I talen gav præsidenten de russiske soldater og ukrainske kollaboratører, der befinder sig på ukrainsk jord, to muligheder.

- Flygt ud af vores land, eller overgiv jer!

Ukrainske styrker krydser vigtig flod

De ukrainske styrkers fremmarch mod Luhansk-regionen blev endnu tydeligere i weekenden, hvor det lykkedes dem at krydse floden Oskil, der løber fra nord til syd i Kharkiv-regionen.

For nogle uger siden erobrede ukrainerne området vest for floden, og nu har man altså formået at krydse floden.

Ifølge Anders Puck Nielsen er det endnu et tegn på, at planerne på sigt er at angribe og tilbageerobre Luhansk-regionen.

- Det ser ud til, at ukrainerne har fået bygget et såkaldt brohoved, og så glæder det om at få transporteret nok grej over, så man på et tidspunkt bliver klar til at angribe, siger han.