Ukrainsk pilot får i dag dom i sag om drab på journalister

Kijev har gjort forberedelser til en fangeudveksling med Rusland i forbindelse med "politiseret" retssag.

Iagttagere tager det for givet, at piloten vil blive dømt. (Foto: © KIRILL ZYKOV, Scanpix)

Den ukrainske helikopterpilot Nadija Savtjenko ankom mandag til en retssal i det sydlige Rusland, hvor der afsiges dom i en stærkt omstridt retssag, som både Ukraine og Vesten kalder politisk motiveret.

Den 34-årige kvinde, som blev ledsaget til retsbygningen af uniformerede kosakker, risikerer 23 års fængsel, da hun bliver beskyldt for at være involveret i drab på to journalister fra Ruslands statslige tv.

Iagttagere tager det for givet, at piloten vil blive dømt, og Kijev har allerede gjort forberedelser til en fangeudveksling med Rusland.

- Savtjenko vil blive dømt til en snes års fængsel. Det hersker der ikke tvivl om. En propagandamaskine er sat i gang - og retfærdighed og frihed spiller ingen rolle, siger en af hendes advokater, Mark Feigin, på sin Twitterprofil.

Dommen i sagen ventes at blive afsagt mandag eller tirsdag.

Nadesjda Savtjenko blev fanget af prorussiske separatister i Østukraine 17. juni 2014. Tre uger senere dukkede hun op i et russisk fængsel.

Ukraine beskylder Rusland for at have bortført Savtjenko, mens russerne hævder, at Savtjenko har medvirket til at dræbe to russiske journalister. De to døde angiveligt i et morterangreb, to måneder efter at oprøret i Ukraine brød ud i foråret 2014.

Sagen kort

  • Nadesjda Savtjenko blev taget til fange af prorussiske separatister i Østukraine i juni 2014 og blev siden udleveret til Rusland.

  • Ukraine har efterfølgende beskyldt Rusland for at bortføre Savtjenko, mens Rusland til gengæld beskylder Savtjenko for at have medvirket til at dræbe to russiske journalister.

  • Bliver Savtjenko fundet skyldig, risikerer hun ifølge BBC op til 20 års fængsel - dommen ventes afsagt 21. og 22. marts.

/ritzau/AFP