Det ukrainske militær er i gang med at omplacerer tropper i den østlige del af Ukraine for at gøre klar til en mulig offensiv fra de pro-russiske separatister. Det fortæller landets forsvarsminister Stepan Poltorak ifølge Reuters.
- Vi er ved at genplacere vores væbnede styrker, så vi kan reagere på separatisternes angreb, siger forsvarsministeren.
Samtidig bekræfter Nato ifølge AFP, at militært udstyr og kampsoldater fra Rusland er sendt ind i det østlige Ukraine, hvor prorussiske oprørere bekæmper den ukrainske regering.
Ikke det endelige overblik
Nato har observeret kolonner af kampvogne og artilleri og kampstyrker, der er trængt ind i det østlige Ukraine de seneste to dage, siger Natos øverstkommanderende, general Philip Breedlove, under et besøg i Bulgarien.
- Over de seneste to dage har vi set de samme ting, som OSCE rapporterer. Vi har set kolonner af russisk udstyr, primært russiske kampvogne, russisk artilleri, russiske luftforsvarssystemer og russiske kamptropper, der bevæger sig ind i Ukraine, fortæller han.
- Vi har lige nu ikke et godt billede af hvor mange. Vi er enedes om, at det er adskillige kolonner, vi har set, siger Breedlove.
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) oplyste tirsdag, at dets observatører havde set en konvoj med 43 militære køretøjer uden nationale kendetegn. Fem havde trukket store haubitserkanoner efter sig, og andre fem raketsystemer der populært går under betegnelsen Stalin-orgler.
Mulige bombardementer
De bevægede sig ind i den oprørskontrollerede by Donetsk.
- Det, som bekymrer mig mest, er, at vi har en situation nu, hvor den tidligere internationale grænse mellem Ukraine og Rusland er fuldstændig porøs, den står fuldstændig vidt åben, siger Breedlove.
Nyhedsbureauet AFP rapporterede tidligere onsdag, at der var en voldsom artilleribeskydning i gang i Donetsk. Mortergranater blev affyret inde fra byen og ud mod lufthavnen, der kontrolleres af den ukrainske hær.
Officielt har der været våbenhvile mellem de stridende parter siden begyndelsen af september.
/ritzau/AFP