Den ukrainske regering beskylder pro-russiske oprørere for at prøve at ødelægge den efterforskning, der skal finde årsagen til flystyrtet torsdag i Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Ukraines regering meddeler, at terroristerne, med hjælp fra Rusland, prøver at ødelægge bevismateriale ved et internationalt gerningssted, siger regeringen i en skriftlig udtalelse.
Afviste observatører
I går forsøgte observatører fra OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa) at komme hen til ulykkesstedet for Malaysian Airlines Flight MH17, men blev afvist af oprørere.
Lørdag morgen har lederen af Ukraines sikkerhedstjeneste, Valentin Nalivajtjeno fortalt, at der er indgået en aftale om en bufferzone på 20 kilometer, men det bliver afvist af en talsmand for de prorussiske separatister i Donetsk-regionen.
Lig fjernet
Ud over beskyldningerne om at ødelægge beviser, anklager regeringen også separatisterne for at fjerne lig fra området.
- Ifølge regeringens oplysninger har terroristerne flyttet 38 lig til lighuset i Donetsk, siger Ukraines regering i udtalelsen.
Ukraines regering har tidligere fortalt, at man gør klar til at modtage ligene i byen Kharkiv 300 kilometer nord for ulykkesstedet. Oprørslederen Andrej Purgin har derimod sagt, at de vil blive bragt til byen Mariupol, der også er under regeringens kontrol.
Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai, siger ifølge Reuters, at han er bekymret for, om nedstyrtningsstedet er godt nok sikret, og om sporene bliver godt nok bevaret.
En talsmand for Ukraines sikkerhedsråd siger desuden, at flyets sorte bokse ikke er blevet overdraget til regeringen i Kijev, og regeringen har ingen information omkring, hvor de befinder sig.