Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, er gået med til at skrotte nogle af de omstridte anti-protestlove, der har været vendt mod oppositionens demonstrationer.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som er lagt ud på præsidentens officielle hjemmeside mandag aften.
Meldingen kommer efter forhandlinger med oppositionsledere om mulige løsninger på den voldelige, politiske krise i Ukraine, der er den værste af sin slags siden landets uafhængighed.
Forbud mod telte og højttalere
- En politisk beslutning er blevet truffet om at ophæve lovene, der blev vedtaget 17. januar, og som har fremkaldt mange diskussioner, står der i pressemeddelelsen.
Lovene har gjort det yderst vanskeligt at afvikle større demonstrationer i den tidligere sovjetrepublik.
Fx blev der nedlagt forbud mod at opstille telte og bruge højttalere på offentlige pladser, og der vanker klækkelige bøder eller 15 dage i detentionen, hvis man overtræder bestemmelserne.
Uklart om flertal
Det står dog endnu ikke helt klart, om det er alle de pågældende love, som står til at blive ophævet.
BBC rapporterer natten til tirsdag, at det er uklart, om Janukovitj har støtte i Ukraines parlament til at sløjfe lovgivningen, som USAs udenrigsminister, John Kerry, har kaldt anti-demokratisk.
Parlamentet er indkaldt til en ekstraordinær samling, og en afstemning ventes snart at være på vej, lyder det.
/ritzau/