Ukraine indgår en stribe aftaler med Rusland

Ukraines trængte præsident er i Moskva, hvor han har fået både olie og færre handelshindringer. Det ses som en russisk belønning for Ukraines afstandstagen til EU.

Ruslands præsident Vladimir Putin har under et møde med Ukraines ditto Viktor Janukovitj knyttet flere bånd mellem landene

Rusland er gået ind på at genoptage alle olieforsyninger til et raffinaderi i Ukraine.

Det oplyser kilder i olieindustrien, der ser det som et tegn på, at Moskva er parat til at belønne Ukraine for at lægge afstand til en handelsaftale med EU.

Meddelelsen om genoptagelsen af olieforsyninger, der har været afbrudt i tre år, kommer samtidig med, at Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, er i Rusland for at mødes med præsident Vladimir Putin.

Knytter tættere bånd

Olien var ikke det eneste, der var at fortælle i forbindelse med besøget. Det russiske gasselskab Gazprom indgik også en aftale med det ukrainske selskab Natfogas.

Og der er mere endnu, for det franske nyhedsbureau AFP skriver, at de to landes økonomiministre underskrev en aftale, der fjerner handelshindringer mellem de to lande.

Putin virkede selvsikker og afslappet inden mødet med Janukovitj, der til gengæld virkede stiv og anspændt.

- Ukraine er en af vore strategisk partnere, fastslog Putin.

Demonstranter vil nærme sig EU

Janukovitj er under hårdt pres i sit hjemland, hvor store proeuropæiske demonstrationer fortsætter i Kiev.

EU har gjort det klart, at det er misfornøjet med de blandede signaler fra den ukrainske ledelse i forhold til en handels- og associeringsaftale med EU.

Demonstranterne i Kiev, som raser over, at deres præsident pludselig sagde nej til en samarbejdsaftale med EU, frygter, at Janukovitj også er ved at indgå en aftale om en toldunion med Rusland.

Russisk pres

Janukovitj har indrømmet, at beslutningen om at foretage en kovending i forhold til EU blev truffet efter pres fra Rusland.

Demonstrationerne i Ukraine er de største siden den orange revolution i 2004, og de er et forsøg på at tvinge præsidenten til at udskrive nyvalg.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, var mandag i Bruxelles for at drøfte krisen i Ukraine med EU's udenrigsministre. Her blev Rusland åbent kritiseret af de europæiske ministre for at lægge økonomisk pres på Ukraine.

/ritzau/AFP