Ukraines fungerende premierminister er ikke i tvivl. Krim skal forblive ukrainsk.
Men måske får halvøen mere selvstændighed.
Sådan lyder det fra Ukraines nye premierminister, Arsenij Jatsenjuk, i sit første interview på posten.
Ministeren, som blev valgt af det ukrainske parlament den 27. februar, siger til AP, at han overvejer, om en speciel task force skal indsættes i forbindelse med urolighederne på Krim.
- Taskforcen kan byde ind med, hvilke muligheder der er for at give Krim yderligere selvbestemmelse, siger han til AP.
Russiske tropper tilbage til barakkerne
I interviewet med AP beskylder Jatsenjuk Ruslands præsident Vladimir Putin for at have skabt en af de største europæiske kriser siden den Kolde Krig.
Han mener, at den russiske præsident går langt over, hvad loven tillader.
- Det ligner et kup støttet af den russiske regering og det russiske militær.
- Men det her er ukrainsk territorium og Rusland ønsker at få kontrollen. Jeg vil gerne understrege, at vi vil gøre vores bedste til at få kontrollen tilbage. Det russiske militær bør vende tilbage til dets barakker, siger Arsenij Jatsenjuk til AP.
Selv nægter Putin, at det er russiske styrker, der har indtaget Krim.
Kære hr. Putin
Tirsdag sagde Vladimir Putin, at Ukraines ledere er kommet til magten som et resultat af et politisk kup. Men det afviser Jatsenjuk.
- Jeg vil gerne minde Hr. Putin om, at denne regering er støttet af størstedelen af den ukrainske parlament med 371 stemmer. Vi er legitime, og vi skal leve op til vores ansvar. Vi anbefaler stærkt vores russiske partnere til at opbygge et godt forhold med den nye ukrainske regering, siger han.
Til møde med Nato
Arsenij Jatsenjuk skal torsdag mødes med Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, meddeler Nato i en pressemeddelelse.
Det vil ske kort tid efter, at Jatsenjuk har diskuteret krisen med EU-ledere til topmøde om Ukraine i Bruxelles.
Tidspunktet ligger ikke helt fast, men vil ifølge centralt placerede kilder i Nato være omkring 15:30.