Det har været på tale igen og igen, men stædigt har formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sat foden ned og manet til besindighed.
Tiden har endnu ikke været moden til at indlede en rigsretssag mod Donald Trump, har det lydt.
I hvert fald indtil i aftes.
For nu har den indflydelsesrige demokrat givet grønt lys til, at Repræsentanternes Hus tager første spæde skridt til en egentlig rigsretssag mod USA's præsident. Og sagen, der har fået bægeret til flyde over, handler om Trumps opkald til den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskyj, i slutningen af juli.
For hvis præsidenten rent faktisk har forsøgt at presse den ukrainske præsident og endda er gået så vidt som at tilbageholde en milliardstor militær hjælpepakke til landet i forsøget på at skade en politisk modstander, er det magtmisbrug for egen vindings skyld.
Og Pelosi holdt sig ikke tilbage, da hun i aftes meddelte, at man nu tager efterforskningen af præsidenten et skridt videre. Der er tale om 'forræderi mod sit løfte, forræderi mod den nationale sikkerhed og forræderi mod integriteten af valgprocessen', lød det fra formanden.
Håbet for Demokraterne er nu at få gjort det klokkeklart for befolkningen, at her er tale om en sag om magtmisbrug på bekostning af den nationale sikkerhed, siger DR's korrespondent i USA, Steffen Kretz.
- Det er en efterforskning ved vidneafhøringer i Kongressen. Ideen, set fra Demokraterne, er at få så meget fakta frem i lyset, at det går op for et flertal af befolkningen, at noget er helt galt, siger han og fortsætter:
- Kalkulen er, at denne her sag med Ukraine er så alvorlig og så klar, at den er til at forstå for den amerikanske offentlighed, som i forvejen er overvældet af sager og politiske slagsmål i Washington.
Hvordan en rigretssag fungerer, kan du blive klogere på her:
Den nye "heksejagt"
Præsidenten har afvist, at han skulle have lagt pres på den ukrainske præsident for at få smuds om tidligere vicepræsident Joe Biden, og han har kaldt den politiske proces for en "heksejagt" - en term, han ofte tidligere har anvendt om Rusland-undersøgelsen, der blev afsluttet tidligere i år.
Og som detaljer er kommet frem i den amerikanske presse, har Trump anvendt en strategi, han før har brugt i pressede situationer, påpeger Steffen Kretz.
- Han går ud og siger det unævnelige højt: Ja, han har talt med Ukraines præsident, og de talte om Joe Biden, men det var der ikke noget galt i. Og ja, han har holdt en økonomisk bevilling tilbage, men det var der heller ikke noget galt i, siger korrespondenten.
Han tilføjer, at præsidenten samtidig har fremsat en række udokumenterede påstande mod den tidligere vicepræsident Joe Biden, der lige nu er favoritten til at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2020.
- Men Trump og hans folk ser formentlig også en politisk mulighed i det her. Nu får han en klar fjende i Washington, som han er oppe imod frem mod præsidentvalget i 2020, og som hans tilhængere kan stå endnu mere sammen imod, siger Steffen Kretz.
Flere detaljer kan være på vej
Forventningen er, at der allerede i denne uge vil komme flere detaljer frem om den efterhånden meget omtalte telefonsamtale med Volodimir Zelenskyj.
Ifølge Det Hvide Hus vil en udskrift af samtalen blive frigivet i løbet af i dag. Dog må man forvente, at det bliver med en masse overstregede områder med henvisning til sikkerhedshensyn, vurderer DR's korrespondent.
Derudover er man også klar til at frigive den oprindelige whistleblower-indberetning til Kongressen, skriver Politico.com, og allerede i morgen forventes det, at chefen for den nationale efterretningstjeneste, Joseph Maguire, skal i høring i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.