Ugandas præsident har underskrevet anti-homolov

Ugandas præsident, Museveni, har ifølge vidner underskrevet den meget omtalte anti-homolov, der kan give livstidsdomme til homoseksuelle.

Ugandas præsident Museveni har skrevet under på den omstridte lov, der vil betyde livstidsstraf til homoseksuelle. (© Scanpix)

Ugandas præsident, Yoweri Museveni, har, trods massiv kritik fra det meste af verden, mandag underskrevet en kontroversiel anti-homolov, der kan medføre fængsel på livstid til homoseksuelle.

Det oplyser vidner til nyhedsbureauet Reuters.

Truer med at skære i støtteFlere vestlige lande, blandt andet Danmark, har truet med at skære i den økonomiske støtte til landet, hvis loven blev vedtaget.

I sidste måned antydede Museveni ellers, at han ville afvise at underskrive loven. Det er uvist, hvad der har fået ham til at skifte holdning.

Præsidentens videnskabelige rådgiver, doktor Richard Tushemereriwe, fastslog for nylig på en konference, at "homoseksualitet har alvorlige konsekvenser for folkesundheden, og derfor bør det ikke tolereres".

Skal angive homoseksuelle

Anti-homoloven blev vedtaget i sidste måned af parlamentet, da arkitekterne bag den accepterede, at man fjernede dødsstraf fra lovteksten.

Loven indeholder blandt andet en rapporteringspligt for alle borgere uanset seksuelle præferencer.

Hvis man eksempelvis opdager, at en af ens venner eller bekendte er homoseksuel, har man 24 timer til angive vedkommende, ellers risikerer man selv tre års fængsel.

/ritzau/Reuters