USA skal have en mur, der er lige så stor ”som den, Obama har”.
Sådan lyder det i et tweet fra den amerikanske præsident, Donald Trump, på dagen hvor USA går ind i sit 10. døgn med et delvist nedlukket statsapparat.
- Præsident og fru Obama har bygget/har en tre meter høj mur rundt om deres palæ i Washington D.C. Jeg er enig, helt sikkert nødvendigt for deres sikkerhed. USA har brug for det samme, bare i en større version! skriver præsident Trump.
Han fastholder samtidig i et efterfølgende tweet, at han aldrig har opgivet idéen om en reel betonmur ved grænsen – dog én, hvor man visse steder kan kigge igennem.
Tweetet kommer, kort efter Trumps afgående stabschef, John Kelly, siger i et interview med Los Angeles Times, at der rent faktisk ikke er tale om en bogstavelig mur.
Valgløftet om en solid betonmur langs hele USA's grænse mod Mexico, som også er blevet et af de helt store slagord for Trumps støtter – ”Build that wall!”, blev nemlig opgivet ”for længe siden”, siger John Kelly.
- For at være helt ærlig, så er det ikke en mur, siger Kelly og tilføjer, at det er en blanding af teknologisk overvågning og barrierer af stålplader, som præsidenten nu kæmper for.
En fjollet diskussion
Den samme melding lyder ifølge Reuters fra rådgiver i Det Hvide Hus Kelly-Anne Conway, som kalder de tilsyneladende modsigende udmeldinger fra administrationen for "en fjollet, semantisk diskussion".
- Der kommer måske til at være en mur visse steder, der kommer måske til at være stålplader, der kommer måske til at være teknologiske forbedringer. Men kun at sige "mur eller ingen mur", er en tilsnigelse og at vende et blindt øje til krisen ved grænsen, siger hun i et interview med Fox News Sunday.
Bare en metafor
Heller ikke for den republikanske senator, Lindsey Graham, er der nogen problemer i, at løftet om en decideret mur måske ikke bliver opfyldt af administrationen.
Muren er nemlig blot "en metafor" for grænsesikkerhed, udtaler senatoren efter et frokostmøde med præsidenten søndag.
Ifølge Lindsey Graham vil man forsøge at få Demokraterne til at stemme ja til et budgetforslag, der indeholder finansiering af muren. Ifølge senatoren kommer der "ingen aftale uden penge til muren".
Fra Demokraterne lyder meldingen dog, at der ingen aftale kommer med finansiering af muren.