Astronauterne på den internationale rumstation har genoptaget deres almindelige arbejde og kan bruge hele rumstationen igen, efter at have været evakueret fra en del af rumstationen onsdag.
Det skriver NASA på deres 'Space Station'-blog.
Samtlige astronauter måtte forlade den amerikanske del af rumstationen onsdag, hvor alarmsystemet advarede om et ammoniak-udslip fra rumstationens klimaanlæg.
De søgte istedet tilflugt i den russiske del.
Falsk alarm
Efter nogle timer i den russiske afdeling, iførte astronauterne Barry Wilmore og Terry Virts sig beskyttelsesmasker, og gik tilbage i den amerikanske del for at undersøge ammoniak-udslippet.
Alarmen viste sig at være falsk alarm, og intet ammoniak var sluppet ud. Det var derimod en computer, der havde fejlet, og astronauterne er nu tilbage på arbejde.
380 kilometer over jorden
Den internationale rumstation, ISS, er i kredsløb om jorden i en højde på ca. 386 km over jordens overflade. Den når 16 gange rundt om jorden pr. døgn.
Rumstationen fungerer som et forskningscenter, hvor en del forsøg finder sted i vægtløs tilstand.
Ombord er for øjeblikket de amerikanske astronauter Barry E. Wilmore og Terry W. Virts, russerne Aleksandr Samokutyayev, Yelena Serova og Anton Shkaplerov samt italienske Samantha Christoforetti fra Den Europæiske Rumorganisation.
Den danske astronaut Andreas Enevold Mogensen skal besøge den internationale rumstation i 10 dag i september. Han får i øvrigt selskab af den britiske sopran Sarah Brightman, der har brugt 52 millioner dollar på rumrejsen.