Udslip af drivhusgasser er faldet med 2,7 procent siden 2013

Et fald på 2,7 procent er dog ikke nok til, at verden kan holde sig under en temperaturstigning på maksimalt to grader.

Et fald i drivhusgasudslippet på 2,7 procent siden 2013 er ikke nok til at holde den globale opvarmning på under to grader. (Foto: © dlritter, sxc.hu)

Udslippet af drivhusgasser i forhold til den samlede produktion i verden faldt med 2,7 procent i forhold til 2013, viser en ny rapport fra revisions- og konsulentvirksomheden PwC.

Men nedgangen er langt fra nok til at holde sig under en stigning på maksimalt to grader celsius, som er FN's grænse for, hvor meget temperaturen højst må stige, hvis der ikke skal ske uoprettelig skade på verdens klima og miljø.

Faldet på 2,7 procent er dog det største, siden PwC begyndte at lave sine rapporter for syv år siden.

- Tallene fra 2014 antyder et vendepunkt mod at gøre økonomisk vækst mindre afhængig af fossile brændsler, lyder det i rapporten.

Storbritannien klarer sig bedst

En karboneffektivisering, som det kaldes, på 2,7 procent er dog langt fra nok til at holde den globale opvarmning på under to grader i forhold til den præindustrielle æra i verden.

For at det skal ske, skal den falde med 6,3 procent om året i gennemsnit.

Blandt G20-lande var Storbritannien, med en reduktion på 10,9 procent sidste år, bedst til at begrænse udslippene. Også Frankrig, Italien og Tyskland havde en solid reduktion.

/ritzau/NTB