Tyskland støtter Trump i reaktion på Irans missiltest

Udenrigsminister Sigmar Gabriel i Tyskland mener, at USA med god grund reagerer på Irans missiltest.

Tysklands udenrigsminister, Sigmar Gabriel, understreger, at Irans missiltest i weekenden er i strid med en FN-resolution. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

Irans test af et ballistisk missil i weekenden er i strid med en vedtaget FN-resolution, siger den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, under et besøg i FN-hovedkvarteret i New York. Han forstår USA's reaktion på testen.

Amerikanerne har truet med at indføre nye sanktioner mod Iran, som ellers i forlængelse af en international atomaftale sidste år kunne se frem til, at verden ville løfte sanktioner mod landet.

Iran gennemførte angiveligt en missiltest i søndags, og det har tilsyneladende gjort USA's præsident, Donald Trump, så rasende, at han har beordret nye tiltag.

Den tyske minister advarer mod, at man blander søndagens test sammen med netop atomaftalen fra 2016.

- Det er også helt klart, at missiltesten ingen betydning har for atomaftalen. Vi støtter fortsat implementeringen af denne, og USA har ingen planer om at drage den aftale i tvivl nu, siger Gabriel.

USA har en lang historie med sanktioner mod Iran.

/ritzau/