Tyskland sparker genåbning i gang

Børnehaver, butikker og bordeller kan snart slå dørene op igen i Tyskland.

Den tyske kansler havde gode nyheder med til dagens pressemøde. (Foto: © ANDREAS GORA / POOL, Scanpix)

Tyskerne kan nu se frem til åbne butikker, fodbold i fjernsynet og børn på skolebænken.

I dag har kansler Angela Merkel nemlig annonceret, at Tyskland er klar til at løsne landets stramme nedlukning.

Det indebærer blandt andet, at alle butikker får lov til at åbne, hvis de overholder retningslinjer omkring plads og hygiejne. Det bliver også tilladt for tyskere fra to forskellige husstande at mødes, mens skoleelever fra alle klassetrin langsomt vil blive sluset ind i klasselokalerne frem mod sommerferien.

Derudover kan det fodboldhungrende Europa glæde sig over, at den tyske Bundesliga får lov til at vende tilbage - uden tilskuere - i den anden halvdel af maj.

Tiltagene er i den grad noget, der glæder tyskerne, fortæller DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter, som betegner dagens melding som "noget af en gavekurv" fra den tyske kansler.

- Jeg tror, at mange tyske forældre har set frem til den genåbning af skoler og institutioner, som nu endelig er på trapperne, siger Michael Reiter.

Han peger på, at der efter en streng nedlukning nu er lagt op til en genåbning af blandt andet restauranter, biografer, hoteller, fitnesscentre - og sågar spillehaller og bordeller.

- Men jeg tror, at tyskerne allermest glæder sig til, at der begynder at rulle noget bold igen, siger korrespondenten.

Pres for at åbne

Den tyske melding kommer, efter kansler Merkel i dag har siddet i videomøde med ministerpræsidenterne fra de 16 tyske delstater.

Her diskuterede de, hvad der skulle åbnes - og hvornår.

Tyskland har været stort set lukket ned siden marts, og i slutningen af sidste måned blev mundbind påbudt i blandt andet den offentlige transport i næsten alle tyske delstater.

Tiden er nu inde til at begynde en forsigtig genåbning, lyder budskabet i dag fra Angela Merkel.

- Den første fase af coronapandemien er bag os. Vi er i en situation, hvor vi kan sige, at vi har nået målsætningen om at bremse virusset og beskytte vores sundhedspersonale, siger kansleren.

Tyskerne opfordres fortsat til at holde minimum halvanden meters afstand til hinanden, og store forsamlinger er fortsat forbudt.

Angela Merkel er i den seneste tid blevet presset af tysk erhvervsliv, der har afkrævet kansleren en klar plan for en exitstrategi, så der kan komme gang i hjulene igen.

Det er dog ikke kun erhvervslivet, der har presset på, fortæller Michael Reiter.

- Merkel er også blevet presset af nogle utålmodige ministerpræsidenter, som ikke ville vente længere på, at kansleren reagerede på et meget lavt smittetryk, så de begyndte selv at gennemføre deres egne åbningstiltag.

Allerede inden dagens møde havde delstaten Bayern eksempelvis tilladt udendørsservering i ølhaver og på restauranter fra 18. maj.

Intet nyt om grænseåbning

Det er endnu uvist, hvornår den tyske grænse bliver åbnet for ferielystne danskere.

Mandag aften lød meldingen i flere medier, at Tyskland var klar til trinvis at åbne for indrejse fra Danmark fra 15. maj.

Det var dog ikke noget, der blev bekræftet af Angela Merkel på dagens pressemøde.

Grænsekontrollen fortsætter foreløbig frem til midten af maj, og de tyske myndigheder fraråder foreløbigt rejser til udlandet frem til midten af juni, fortæller Michael Reiter.

- Men det er meget muligt, at grænseåbningen bliver et emne, når de næste skridt i genåbningen bliver forkyndt, siger han.

Fra dansk side lyder meldingen fra justitsminister Nick Hækkerup (S), at det efter hans mening ikke bør være muligt for turister at rejse ind i Danmark, som situationen er nu.