Tyskland og Frankrig vil have sammenhold og mere Europa

Det vil være enden på Europa, hvis medlemslandene ikke kan stå sammen om at løse kriserne, advarer Hollande.

Angela Merkel kalder flygtningekrisen for "en ildprøve af dimensioner for Europa". (Foto: © Vincent kessler, Scanpix)

EU-landene har brug for sammenhold og modige beslutninger om et endnu tættere samarbejde for at håndtere de europæiske kriser. Sådan sagde forbundskansler Angela Merkel og præsident François Hollande onsdag, da de sammen i Europaparlamentet i Strasbourg - taler om unionens tilstand.

Den fælles optræden kommer efter den græske gældskrise og midt under den historisk omfattende flygtningekrise. Hollande advarer om, at det vil være "enden på Europa", hvis medlemslandene ikke kan stå sammen om at løse kriserne.

- Vi har ikke brug for mindre Europa, men mere Europa, siger Hollande.

Merkel: Ildprøve for Europa

Angela Merkel kalder flygtningekrisen for "en ildprøve af dimensioner for Europa".

- Det er en krise, der udfordrer os på vores værdier i Europa. Vi må handle sammen. Det er netop nu, at vi har brug for mere Europa, for mod og for sammenhold, siger den tyske forbundskansler.

François Hollande advarer samtidig om risikoen for "total krig" i Mellemøsten, hvis ikke det lykkes at finde en løsning på krigen i Syrien.

Det er første gang i næsten 26 år, at den tysk-franske motor optræder sammen i Europaparlamentet.

/ritzau/