Tyskland og EU kendte til snydesoftware til biler

Selvom Tyskland kendte til trick med udledning, vidste man ikke, at Volkswagen udførte fusk med dieselbiler.

På trods af, at den tyske forbundsregering tilsyneladende har kendt til den såkaldte snydesoftware, er det uvist, om de også har kendt til, at Volkswagen installerede det i 11 millioner biler. (Foto: © Andy rain, Scanpix)

Den tyske forbundsregering kendte til den form for manipulation, som den tyske bilgigant Volkswagen stod bag, da selskabet installerede et stykke software i 11 millioner biler for at skjule bilernes reelle forureningsniveau.

Forbundsregeringen samt EU-Kommissionen har længe kendt til, at bilproducenter kunne gøre brug af den form for manipulerende software, som Volkswagen har benyttet i USA.

Det viser et svar fra det tyske transportministerium til partiet De Grønne fra 28. juli, skriver den tyske avis Die Welt.

- Forbundsregeringen støtter på den baggrund det igangværende arbejde med den videre udvikling af EU-regelsættet med det formål at reducere de reelle emissioner fra motorkøretøjer, skriver transportministeriet i sit svar.

Vil undersøge VW

Det fremgår dog ikke, om man kendte til det konkrete tilfælde.

Forbundskansler Angela Merkel har tidligere tirsdag udtalt, at "fuld åbenhed" skal komme så hurtigt som muligt.

Tysklands transportminister, Alexander Dobrindt, har oplyst, at man vil undersøge VW.

Dobrindt vil sende et hold til VW's hovedkvarter i Wolfsburg for at finde ud af, om der er foregået noget ulovligt.

- Vore komité vil undersøge, om de berørte biler blev bygget og testet i overensstemmelse med tyske og europæiske regler, og hvorvidt det skete i overensstemmelse med bilregistreringen, siger Dobrindt ifølge Reuters.

Ramt på børsen

Det amerikanske miljøagentur, EPA, truer med at idømme Volkswagen en bøde på over 100 milliarder kroner.

Volkswagen endte tirsdag med et fald på 15,3 procent på den tyske børs efter en mandag, hvor den store aktienedtur startede efter beskyldninger i USA om svindel.

/ritzau/