Antallet af asylansøgere i Tyskland faldt med 66 procent fra februar til marts. Det oplyser den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, fredag.
- I december var der 120.000 mennesker, der søgte om asyl, i januar 90.000, i februar 60.000 og i marts 20.000, siger han.
Faldet skyldes blandt andet, at en stribe balkanlande for nogle uger siden lukkede deres grænser for flygtninge.
Samtidig strammede de tyske myndigheder i januar landets asylregler yderligere for netop at reducere antallet af asylansøgere.
Blandt andet besluttede den tyske regering, at flygtninge, som er tildelt såkaldt begrænset beskyttelse, ikke kan få familiesammenføring i to år.
Regeringens hensigt er at sende afviste flygtninge og migranter hurtigere hjem.
Tyskland modtog sidste år mere end en million flygtninge og migranter.
/ritzau/AFP