Tyskland indsætter 100 ekstra tog for at hjælpe flygtninge

Deutsche Bahn har indsat over 100 ekstra tog, der skal sende flygtninge videre. DSB følger ikke trop.

DSB har ikke intentioner om at indsætte flere tog, der kan hjælpe flygtninge videre på deres rejse. (Foto: © DR- Johnny Krone)

Over de sidste dage har over 22.000 flygtninge og migranter krydset grænsen til Tyskland, og derfor har Deutsche Bahn indsat over 100 tog, der har ført dem videre til deres forskellige destinationer.

Direktøren hos Deutsche Bahn (DB) Rüdiger Grube skriver i en pressemeddelelse, at de ansatte har arbejdet i døgndrift:

- Planlæggere på vores driftscentre og ICE-planter har arbejdet døgnet rundt for at samle flere tog og få dem ind i vores tidsplaner.

- Det siger selv, at DB vil gøre, hvad der er nødvendigt for at hjælpe disse mennesker, som flygter for deres liv, siger han.

Rüdiger Grube siger, at integration er meget vigtigt for deres virksomhed, da DB har folk fra over 100 lande ansat.

Udover de ekstra indsatte tog har DB også indsat mere personale på forskellige stationer.

- På alle stationer står hundredvis af DB-ansatte, frivillige og offentligt ansatte klar for at sikre, at flygtninges ankomst kører, siger han.

DSB følger ikke trop

Hos DSB har man ikke planlagt lignende tiltag.

- Som det er lige nu, kører vi normal drift, siger pressechef i DSB Niels-Otto Fisker.

Som pendler fra Tyskland til Danmark kan man forvente, at rejsen tager længere tid end normalt.

- Man skal forberede sig på, at togene er forsinkede. Vi gør, hvad vi kan, men vi følger politiets anvisninger, fortæller DBS's pressevagt.

- Vi kan ikke sige, hvor meget togene er forsinket. Det kommer an på politiets anvisninger, DSB’s pressevagt