Skandalen om Volkswagen får nu direkte konsekvenser for de tyske bilejere, der har dieselbiler med motorer, hvor der kan være installeret snydesoftware.
De statslige motormyndigheder, KBA, har torsdag beordret Volkswagen til at tilbagekalde 2,4 millioner af dieselbilerne - det er første gang, at tyske biler bliver tilbagekaldt i forbindelse med skandalen.
Det skriver Frankfurter Allgemeine.
Den tyske avis Bild har tidligere skrevet, at Volkswagen har afvist et forslag om, at bilejere med de berørte dieselmotorer frivilligt kunne aflevere deres biler og få motorerne udskiftet.
Volkswagen har erkendt, at der er blevet fusket med softwaren i flere dieselbiler i USA. Det betyder, at bilerne har forurenet mere, end det ellers er blevet målt.
På verdensplan er det oplyst, at op mod 11 millioner biler har motorer, hvor snydesoftwaren kan være installeret i.
Hvorvidt der er snydesoftware i de europæiske biler - og om det er blevet brugt til bevidst at snyde med forurening, er ved at blive undersøgt.
Volkswagens topdirektør, Matthias Müller, vil torsdag mødes med ledere i bilkoncernen og fremlægge en plan for, hvordan Volkswagen vil håndtere den aktuelle skandale med snydesoftware, skriver Ritzau.
Müller ventes ifølge DPA at fremlægge en detaljeret plan for tilbagekaldelsen af dieselbiler med snydesoftwaren.