Den tyske statsanklager Peter Frank bekræfter på et pressemøde, at den terrormistænkte Anis Amri er blevet dræbt i Italien, skriver Süddeutsche Zeitung.
Dermed bekræfter han meldingerne fra Italien, hvor Anis Amri tidligt i morges omkring klokken 3 blev skudt og dræbt af betjente ved en togstation i Milano.
Ved de første meldinger om, at Anis Amri var blevet dræbt, kunne de tyske myndigheder ikke bekræfte oplysningerne, men det er altså sket nu.
Peter Frank slog også fast, at efterforskningen fortsætter, selvom den formodede gerningsmand altså er blevet dræbt.
Efterforskningen skal nu søge at finde svar på, hvordan Anis Amri, som var efterlyst i hele Europa, lykkedes med at krydse to grænser uden at blive stoppet.
- Det er meget vigtigt for os nu, at finde ud af, om der var et netværk af tilhængere og medskyldige, om der var fortrolige, som hjalp den eftersøgte person med at forberede og udføre angrebet og med at flygte, siger Peter Frank ifølge Reuters.
Desuden skal det undersøges, om det våben, som blev fundet ved Anis Amri i Milano, også er mordvåbnet, som blev brugt til at dræbe en polsk chauffør i Berlin.
Ifølge The Guardian kalder Peter Frank desuden meldingerne om, at Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, for vage. I IS-udmeldingen specificeres det nemlig ikke, hvem der er gerningsmanden.